Lundbeckfonden har tildelt et Junior Group Leader Fellowship til lektor Martin Røssel Larsen fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk Universitet. Med Fellowship´et følger 10 mio. kroner fordelt over fem år, som nu vil blive brugt på et forskningsprojekt, der skal gøre os klogere på nervesystemets kommunikation og på dets betydning i forhold til sygdomme som epilepsi.
39-årige Martin R. Larsen vil bruge sit fellowship til at etablere en forskningsgruppe, som skal undersøge de mekanismer, der ligger bag den molekylære signalering, der foregår inde i nerveceller, og som fører til opretholdelse af kommunikationen mellem nerveceller, der er essentiel for et funktionelt nervesystem.
Synaptisk transmission
- Når nerveceller i hjernen kommunikere med hinanden, sender de små byger af signalmolekyler af sted, som efterfølgende bliver opfanget på overfladen af tilstødende nerveceller. Denne mekanisme betegnes som synaptisk transmission og er vigtig i opretholdelse af kommunikation i hjernen. Ændringer i de processer der frigiver signalmolekyler fra nerver i hjernen, kan resultere i et antal sygdomme, f.eks. epilepsi, hvor der kan ske en ukontrolleret frigivelse af disse signalmolekyler, forklarer Martin R. Larsen. Han fortsætter: - Mange af de molekylære mekanismer der ligger bag synaptisk transmission er kontrolleret af specifikke kemiske modifikationer på proteiner, der er involveret i processerne. Den vigtigste modifikation er fosforylering. At være i stand til at kunne karakterisere specifik fosforylering er yderst vigtig for forståelsen af mekanismen bag synaptisk transmission.
Martin R. Larsen har i sin forskning på Syddansk Universitet udviklet en lang række yderst følsomme proteinkemiske og massespektrometriske metoder til at undersøge proteinfosforylering i meget små mængder protein. I øjeblikket arbejder hans forskningsgruppe på at kortlægge alle fosforyleringer, der finder sted på proteiner i isolerede nerveender og på at finde ændringer i proteinfosforylering før og efter stimulering af nerveenderne. Efterfølgende vil fosforyleringer af udvalgte proteiner i processerne blive undersøgt nærmere for at finde den specifikke funktion af fosforyleringen.
Nærmere om Martin
Martin Røssel Larsen har skrevet både sit speciale og sin PhD-afhandling i proteinkemi og massespektrometri på Syddansk Universitet, hvor han blev færdig i 2000. Derefter fik han gennem det naturvidenskabelige forskningsråd bevilliget en postdoc-stilling på Macquarie University i Sydney, Australien, hvorefter han kom tilbage til Syddansk Universitet som adjunkt. Han blev efterfølgende i 2003 tildelt et Steno stipendium på 3 år fra det naturvidenskabelige forskningsråd og herefter et 2 årigt Skou Stipendium fra samme sted. Under sit Steno-stipendium fik han blandt andet en ”Young Investiagtor Award” fra det strategiske forskningsråd. I 2009 blev han fastansat på Syddansk Universitet som lektor.
Nyhed fra NAT's hjemmeside. Lagt på af U. Aljene.
22.06.2009
Tilbage til nyhedsoversigten