Lektor Jakob Møller-Jensen fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi tog i dag fakultetets nyindkøbte clickers i brug for at gøre undervisningen i "Biologi – fra molekyle til økosystem" mere interaktiv
Ved forelæsningens start fik alle studerende udleveret en clicker, som de kunne bruge til at svare på de spørgsmål, underviseren havde indbygget i sin forelæsning.
Man kan som underviser bruge clickers på den måde, at man stiller et spørgsmål til de studerende og opstiller en række svarmuligheder, og derefter "stemmer" de studerende ved at vælge den svarmulighed, de mener er den rigtige. Underviserens computer modtager de studerendes svar, og på den måde kan forelæseren være i kontakt med alle studerende i hele auditoriet.
Clickerteknologi er således et redskab til at gøre forelæsninger mere interaktive, og den giver forelæseren mulighed for at få et øjebliksbillede af de studerendes forståelse af de faglige begreber og sammenhænge, der bliver præsenteret i undervisningen.
Hvis du vil vide mere om brugen af clickers eller har lyst til at afprøve teknologien i din undervisning, er du meget velkommen til at kontakte Det Naturvidenskabelige Fakultets universitetspædagogiske konsulent Signe S. Irminger på
ssi@sdu.dk
Nyhed fra NAT's hjemmeside. Lagt på af U. Aljene.06.09.2010
Tilbage til nyhedsoversigten