Gitte Rasmussen og Birgitte Haahr Kallipolitis, begge SDU-lektorer, modtog i formiddag Fyens Stiftstidendes Forskerpris 2012
Emnerne var handicappede, velfærdssamfundet og livsfarlige listeria-bakterier, da Fyens Stiftstidende i formiddag uddelte sin årlige forskerpris.
To lektorer fra Syddansk Universitet modtog den fornemme pris, og de kvitterede for æren med en kort forelæsning om deres forskning.
Gitte Rasmussen fra Institut for Sprog og Kommunikation er leder af forskningscentret Center for Social Praksis og Kognition.
Hun fortalte om sin aktuelle forskning, der især handler om at undersøge, hvordan handicappede, der har svært ved at tale og gøre sig forståelige - som f.eks. hjerneskadede, psykisk udviklingshæmmede og døve – kan blive hørt i velfærdsdebatten og på den måde blive inddraget i det danske velfærdssamfund.
Birgitte Haahr Kallipolitis er fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi og forsker i sundhedsskadelige bakterier og infektionssygdomme.
Hendes forskning har især fokus på listeria- og stafylokok-bakterier, som inficerer mennesker via forurenede madvarer, og som er resistente mod de fleste antibiotika-behandlinger.
I sit oplæg fortalte Birgitte Haahr Kallipolitis om sin forskningsgruppe, der på laboratorierne på SDU dyrker de farlige Listeria-bakterier med det formål at blive klogere på bakterierne og især på, hvordan man kan ramme dem.
Prismodtagerne fik overrakt et diplom og 15.000 kr. hver.
På billedet ses Gitte Rasmussen til venstre og Birgitte Haahr Kallipolitis til højre.
Nyhed fra SDU's side. Lagt på af UAL.
01.05.2012
Tilbage til nyhedsoversigten