Allerede i 1795 var der tanker fremme om at placere et universitet i den nuværende region Syddanmark, nemlig i Kolding. I første omgang blev det ikke til noget, men ideen blev genoptaget i 1840. Formålet var dels at gøre det lettere for jyderne at studere, dels et kultur- og sprogpolitisk modtræk mod det tysksprogede universitet i Kiel, som Gottorp-hertugen Christian Albrecht havde oprettet i 1665.
Christian Paulsen, som var juraprofessor i Kiel, sendte i efteråret 1840 en længere redegørelse herom til kabinetssekretær J.G. Adler. Den mundede ud i et konkret forslag om at oprette et universitet i Kolding. Heri skriver Paulsen bl.a.:
Fra det almindeligste Synspunkt betragtet, maa det være en Fordel, naar et Land ikke faa kun eet Universitet, men i det mindste tvende, hvorved Eensidighed hindres og Kappelyst fremmes …
Det andet Synspunkt er: at det saa længe forsømte Jylland trænger til et Universitet. Men et blot jysk Universitet behøver det ikke at være, saa at man straks stifte det i en midt i Landet liggende By; det vilde ogsaa udøve sin gavnlige Virkning paa Jylland, og være til stor Bequemmelighed for samme, hvis det blev anlagt i den sydøstjyske By, Kolding, hvor jo egentligen Rigets Midtpunkt er, og som Jac. Baden allerede for 45 Aar siden foreslog til Universitetsstad.
Og Paulsen fortsætter:
... den danske Aand kan alligevel trænge til en videnskabelig Grænsefæstning, hvorfra samme i Slesvig kan hente Styrke, og derfor er det saa overmaade vigtigt for hele Staten, at Kolding blev Universitetsstad.
Når Paulsen troede, at Christian VIII kunne overtales til at oprette et nyt universitet, skyldtes det vel blandt andet, at kongen mange år forinden som statholder i Norge havde støttet oprettelsen af et universitet i Oslo. I så fald blev han skuffet, for Kolding kom til at vente længe...
Firs år senere kom der atter gang i planerne for et universitet uden for København. I 1919 nedsatte regeringen en universitetskommission, der skulle tage stilling til placeringen af et universitet nr. 2 som aflastning for København. Både Sønderborg og Kolding blev bragt på banen som mulige placeringer, men udvalgets flertal pegede på Århus.
50 år senere var to universiteter ikke længere tilstrækkeligt: særlig lægestudiet led under kapacitetsmangel. En kreds af sønderjyske amts- og kommunalpolitikere foreslog at lægge det nye universitet i Haderslev, men regeringen valgte at lægge landets tredje universitet i landets tredjestørste by. Således kunne Odense Universitet indlede sin virksomhed 1966, ganske vist i lånte lokaler på Odense Teknikum.