Hvordan sparer vi på energiforbruget i drivhuse og derved nedsætter udledning af CO2? Emnet er på dagsordenen, når forskere fra hele Europa deltager i workshop på SDU 6.-7. oktober

Der vil blive udvekslet viden, forskningsresultater og erfaringer om intelligent håndtering af energi i drivhuse, når forskere fra Det Tekniske Fakultet mødes med kolleger fra lande som Holland, Tyskland, Finland og Frankrig den 6.-7. oktober til en workshop om intelligent energihåndtering i drivhuse.
Klimavenlig energikontrol
Forskning og udvikling af ny teknologi har gjort det muligt at styre klimaet i drivhuse på en mere dynamisk måde, hvor man tager udgangspunkt i planternes reaktioner.
Den intelligente klimastyring er baseret på en ny softwareteknologi, der er udviklet af lektor Bo Nørregaard Jørgensen sammen med de fire ph.d.-studerende Martin Lykke Rytter Jensen, Andrzej Olszak, Jan Corfixen Sørensen og Hans Martin Mærsk-Møller fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.
- Vi har udviklet software, der kontrollerer, registrerer og overvåger klimaet i drivhuset. Systemet styrer løbende, hvor meget energi, der er nødvendig for, at planterne trives. Teknologien gør det muligt at udnytte overskydende energi fra solen og genbruge den til opvarmning om vinteren, siger Bo Nørregaard Jørgensen.
Skåner klima og pengepung
Formået med projektet ”Intelligent energihåndtering” er at spare miljøet for unødig udledning af CO2. Samtidig slipper gartneribranchen også for store udgifter til energi, så det er nærmest en win-win situation for både klimaet, samfundet og gartnerierhvervet
Workshoppen afsluttes med et besøg på gartneriet Hjortebjerg syd for Bogense, hvor der er bygget et drivhus med en række af de energibesparende tiltag.
Målet er at demonstrere nye teknologier blandt andet i forbindelse med klimatopmødet COP15 i København til december.
For mere information kontakt:
Lektor Bo Nørregaard Jørgensen, tlf. 6550 3545 og e-mail bnj@mmmi.sdu.dk
Om workshoppen
Workshoppen, som holdes på Syddansk Universitet i Odense, åbnes af formanden for Region Syddanmark, Carl Holst kl. 9.30.
Workshoppen er arrangeret af Syddansk Universitet i samarbejde med Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og AgroTech.
Læs mere om workshoppen
Se klip fra TV2fyn
30.09.2009
Tilbage til nyhedsoversigten