- Hvorfor er frugt og grønt sundt? Faktisk ved vi ikke så meget om det, siger den anerkendte professor, Lars Porskjær Christensen, der netop er blevet ansat på Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi ved Det Tekniske Fakultet.
Lars Porskjær Christensen, 44 år, er professor i analytisk kemi og naturstofkemi og har et imponerende karriereforløb bag sig. Senest har han været forskningsleder ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Århus. Den 1. april startede han som professor ved Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi, hvor han glæder sig til at komme i gang med arbejdet:
- Jeg forventer et spændende tværfagligt samarbejde med forskellige fagområder – både inden for Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi og på tværs af fakulteter og institutter inden for bioaktive stoffer, fortæller Lars Porskjær og peger på, at forskning inden for bioaktive stoffer spiller en helt central rolle i relation til mange områder f.eks. lægemidler og naturmedicin.
Forskning i sundere fødevarer Et af omdrejningspunkterne i Lars Porskjær Christensens arbejde er forskning i fødevarekemi og især kvaliteten af råvarer. Her har han bl.a. forsket i sunde stoffer i vegetabilske produkter og undersøgt andre kvalitetsparametre som smag og aroma.
- Forskningen er afgørende for, at vi kan få en viden om, hvordan vi optimerer de sundhedsgavnlige stoffer i vegetabilske fødevarer og naturmedicinske produkter. Vi ved, at frugt og grønt er sundt, men hvorfor er stadig et åbent spørgsmål. Jeg forventer, at et tværfagligt samarbejde vil kunne bringe os tættere på et svar, siger han.
Forebygge og helbrede diabetes type 2 Fedme og dens tro følgesvend type 2 diabetes er en sygdom, som Lars Porskjær Christensen og hans kolleger har særligt fokus på.
- I USA kan 30 % af befolkningen i visse stater betegnes som fede, og det er en tendens man ser over det meste af verden. Denne fedmeepidemi giver en eksplosion i type 2 diabetes, det vil sige insulinresistent diabetes. Derfor arbejder vi på at finde plantestoffer, der kan forebygge og helbrede type 2 diabetes, forklarer Lars Porskjær Christensen.
Fra mark til pille Netop helhedstænkning og tværfagligt samarbejde betyder meget for både institutleder Svend Christensen og den nyansatte professor.
- Målet er at etablere hele processen, som vi kalder ”fra mark til pille”. Jeg skal derfor være bindeledet med de mange forskellige faggrupper, der er involveret i projekterne. I denne proces er mine nye kolleger fra f.eks. medicin, biologi, kemi og ikke mindst Det Tekniske Fakultet også meget vigtige, slutter Lars Porskjær Christensen.
For yderlig information kontakt: Professor Lars Porskjær Christensen
lpc@kbm.sdu.dk og tlf. 6550 7494
Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi
04.04.2008
Tilbage til nyhedsoversigten