Det var ni glade maskiningeniørstuderende, der den 27. november hver modtog et rejselegat på 8.000,- kr. fra Sagfører H. Hvedstrup og Hustrus Fond. Den økonomiske støtte betyder, at holdet nu kan realisere drømmen om en studierejse til Kina.
- Det glæder mig, at jeg med min farfars rejselegat kan gøre jeres studietur til Kina mulig. At valget er faldet på jer, skyldes den meget spændende projektbeskrivelse. Jeg håber, at I får en god og berigende tur til Kina, sagde Karen Margrethe Fjelde, formand for Sagfører H. Hvedstrup og Hustrus Fond.
Faglig og kulturel oplevelse De ni legatmodtagere læser alle til Maskiningeniør på Det Tekniske Fakultet og har søgt midlerne til at finansiere holdets studietur til Kina.
- Vi er meget glade for at modtage legatet, da vi ellers ikke kunne være kommet af sted i næste semester. Vi rejser til Shanghai og Beijing, hvor vi blandt andet skal besøge to danske virksomheder, Grundfos og APV, et universitet og en kinesisk ejet virksomhed, fortalte Morten Refsgaard Drost.
- Vi tager af sted i ti dage, og vi forventer, at vi bliver klogere på det kinesiske samfund og erhvervsliv. Det bliver sjovt at opleve de kulturelle forskelle og se alt det, vi her i Danmark hører så meget om, sagde Lene Jensen.
Legatmodtagerne, der alle er ved at uddanne sig til Diplomingeniør i Maskinteknik (3. semester), er: Lene Jensen, Peter Stephan , Linda Tangaa Kallehauge, Claus Andersen, Stefan Pedersen, Morten Refsgaard Drost, Morten Mørk Andersen, Per Falk Madsen og Søren Jakobsen.
Yderlige information:
Kommunikationsmedarbejder
Mette Christina Lund-Jensen Tlf. 6550 7448
28.11.2007
Tilbage til nyhedsoversigten