"Ecosoc - et center for tværfaglige forsknings- og udviklingsprojekter" er titlen på kollokviet, der finder sted onsdag den 28. november på Det Tekniske Fakultet, Odense. Her sætter lektor Bo Nørregaard Jørgensen spot på tværfaglige forskningsprojekter, der har fokus på udvikling af økologiske og socialt bæredygtige løsninger.
Bæredygtig udvikling er afgørende for at fremtidens generationer kan leve under forsvarlige livsvilkår. Det er udgangspunktet for en række tværfaglige forsknings- og udviklingsprojekter, ledet af Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, med et særligt fokus på øko-social, bæredygtig udvikling.
Ecosoc - tværfaglige forsknings- og udviklingsprojekter
Hvad kendetegner økologisk bæredygtighed? Lektor Bo Nørregaard Jørgensen, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, kommer til kollokviet ind på centrale emner som miljø, reducering af energiforbrug og optimal anvendelse af ressourcer. Når det gælder den sociale bæredygtighed, handler det om menneskers fysiske og psykiske velvære – eksemplificeret med projekter inden for sundhed, uddannelse og integration.
- Det er interessant at kombinere de to aspekter, da man som regel finder en sammenhæng, fordi balance på det sociale og økonomiske område i de fleste tilfælde er en forudsætning for, at et samfund er økologisk og miljømæssigt bæredygtigt, fortæller Bo Nørregaard Jørgensen.
Succeshistorie med integration Den digitale udtaletræner er blandt de konkrete projekter, der forventer at blive sat i produktion i løbet af det næste år:
- Vi har en aftale med Integrationsministeriet om, at den digitale udtaletræner bliver tilgængelig i landets sprogcentre i 2008. Udtaletræneren gør det lettere at lære dansk og er dermed et godt eksempel på et tværfagligt projekt, der kan være med til at lette integrationen i det danske samfund.
Under kollokviet giver Lektor Bo Nørregaard Jørgensen eksempler på igangværende projekter og fortæller om Ecosocs arbejdsområder, målsætninger og baggrunden for etableringen af samarbejdet mellem Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet og Sun Microsystems.
Tid: Den 28. november 2007, kl. 15.00-15.30
Sted: D116 på Niels Bohrs Allé 1, Odense
Arrangør: Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet
For yderlig information kontakt:
Kommunikationsmedarbejder
Mette Christina Lund-Jensen,
Tlf. 6550 7448
21.11.2007
Tilbage til nyhedsoversigten