På torsdag besøger klimaminister Conny Hedegaard gartneriet Hjortebjerg for at høre mere om et omfattende klimaprojekt, hvor lektor Bo Nørregaard Jørgensen fra Det Tekniske Fakultet bidrager med teknologi til intelligent klimastyring.
Klimaminister Conny Hedegaard lægger den 14. maj turen forbi gartneriet Hjortebjerg i Søndersø for at se et nyopført demonstrationsvæksthus for nye teknologier. Det 4000 m² store demonstrationsvæksthus er resultatet af det tværfaglige energiprojekt ”Intelligent energihåndtering i væksthuse”, som også Det Tekniske Fakultet deltager i. Lektor Bo Nørregaard Jørgensen fra
Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet er sammen med hans gruppe af Ph.d.-studerende en af hovedmændene bag softwaren til klimastyringen.
Software til intelligent klimastyring En del af de nye energireducerende teknologier er software til intelligent klimastyring, som lektor Bo Nørregaard Jørgensen forskningsgruppe er ekspert i. Denne del af energiprojektet hedder IntelliGrow3 og er en software platform til at styre, registrere og overvåge klimaet i et væksthus.
– Software til intelligent processtyring er en af kerneteknologierne til at opnå energieffektiv produktion, ikke blot inden for klimastyring i væksthuse, men også inden for andre områder i industrien, forklarer Bo Nørregaard Jørgensen.
Meget CO² kan spares Væksthusbranchen har i dag meget store udgifter til energi. Derfor skal energiforbruget reduceres, og branchen er meget interesseret i at finde en løsning både for at mindske omkostninger og gavne miljøet. Gartneriet Hjortebjerg, der er førende i deres udvikling af en energirigtig produktion, vil i løbet af de kommende år kunne reducere udledningen af CO² med 399 ton ved hjælp af de nye teknologier.
Bo Nørregaard Jørgensen og hans kolleger tager i udviklingen af den intelligente klimastyring højde for planternes vækstkrav, energiforbruget, vejrudsigter og de økonomiske konsekvenser.
Demonstrationshuset vil også blive vist frem i forbindelse med FNs klimatopmøde i København i 2009.
Læs mere om projekterne på
www.ghc2017.dk For mere information kontakt Lektor Bo Nørregaard Jørgensen, tlf. 6550 3545 eller
bnj@mmmi.sdu.dk
11.05.2009
Tilbage til nyhedsoversigten