Forskere fra Det Tekniske Fakultet er med i nyt stort projekt, der forsker i, hvordan nye teknologier kan arbejde sammen om at skabe tryghed og livskvalitet i ældres hverdag
Robotter og hjælpemidler, som i disse år holder deres indtog i ældreplejen, skal være bedre til at snakke sammen og udnytte hinandens muligheder, så ældre i højere grad kan få hjælp, der er tilpasset den enkeltes behov og daglige rytme.
Derfor er der søsat et nyt fireårigt forskningsprojekt, IntelliCare, der et budget på 42,4 millioner kroner, får 13,9 millioner kroner fra Videnskabsministeriets ordning for innovationskonsortier.
Mere tid til personlig kontakt Grundtanken i forskningsprojektet er, at de ældre vil få en mere tryg og fleksibel hverdag, hvis de eksempelvis selv kan kalde på hjælpemidlerne i stedet for at vente på, at plejepersonalet har tid til at komme med dem. Dette giver i længden mere tid til den personlige pleje:
- Manglen på arbejdskraft i pleje- og omsorgssektoren er alarmerende. Så det er altafgørende for velfærdsniveauet, at vi begynder at tage teknologien til hjælp i servicesektoren, så menneskelige ressourcer kan frigøres til den personlige pleje og kontakt, siger konsortieleder Kasper Hallenborg fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet ved Det Tekniske Fakultet.
Kombinerer kendte teknologier - Projektets mål er ikke at udvikle helt nye robotter, men at kombinere og udnytte de teknologier, vi allerede kender. Hvis man for eksempel udstyrer et hørerapparat med feedback system, vil en ældre dement, der er faret vild, kunne guides tilbage på rette spor gennem en stemme i øret, siger Kasper Hallenborg.
Forskerne fra Syddansk Universitet deltager i projektet sammen med en lang række virksomheder, Teknologisk Institut, Hjælpemiddelinstituttet og København og Frederiksberg kommuner.
For mere information kontakt: Konsortieleder
Kasper Hallenborg, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet,
tlf. 65 50 35 85 eller 41 58 29 40
mail:
hallenborg@mmmi.sdu.dk 17.04.2008
Tilbage til nyhedsoversigten