Interessen for at tage en ingeniøruddannelse på Syddansk Universitet er stærkt stigende
På Det Tekniske Fakultet, der udbyder diplom- og civilingeniøruddannelser i Odense og Sønderborg, var der ved ansøgningsfristens udløb den 5. juli således næsten 20% flere 1. prioriteringsansøgere i år end sidste år.
Den øgede interesse gælder både den lange civilingeniøruddannelse, hvor stigningen er på hele 38%, og den mellemlange diplomingeniør med en stigning på 13% i forhold til 2006.
Glædelig udvikling ”Det er særdeles glædeligt, at flere unge har fået øjnene op for ingeniøruddannelsernes gode og spændende muligheder. Ikke kun under selve uddannelsen, men også i høj grad i det videre karriereforløb, da både diplom- og civilingeniører er meget efterspurgte af erhvervslivet,” udtaler fakultetets uddannelsesdirektør Henning Andersen.
Også flere studerende på Alsion Uddannelsesdirektøren vurderer, at det kan have spillet en rolle for den øgede søgning, at alle ingeniøruddannelserne i Odense nu udbydes på Syddansk Universitet - og dermed indgår som en integreret del af det dynamiske og internationale studiemiljø.
”Samtidig kan vi med tilfredshed notere, at også fakultetets uddannelser i Sønderborg har oplevet en pæn fremgang, nu hvor de studerende for første gang starter i den nye universitetsbygning Alsion ved havnefronten,” siger Henning Andersen.
For yderlig information kontakt venligst: Uddannelsesdirektør Henning Andersen
Tlf: 6550 7301
Mob: 2778 7301
E-mail ha@tek.sdu.dk
06.07.2007
Tilbage til nyhedsoversigten