Er det stål, aluminium eller træ, der har den stærkeste bære- og styrkeevne? Eleverne fra to niendeklasser gætter interesseret på, hvilke af materialerne, der er mest egnede til at bygge en bro af...
De 44 skoleelever fra Giersings Realskole deltager nemlig i et tredages brobygningsforløb, som Det Tekniske Fakultet afholder som led i Dansk Naturvidenskabsfestival.
Eleverne bliver undervist efter samme principper som de ingeniørstuderende: Gennem ”teaching by doing” f.eks. via konkrete undersøgelser og projektarbejde oplever eleverne, hvordan matematik og fysik gør en reel forskel i den virkelige verden. Og netop denne konkretisering tiltaler de unge mennesker:
- Det er meget sjovt at være med. Jeg glæder mig til at bygge broen – det er ret spændende at bygge noget så stort, fortæller Kamilla på 15 år og fortsætter: - Det er meget anderledes undervisning i forhold til, hvad vi er vant til. Jeg kan godt lide, at vi er med og får lov at røre ved tingene.
Fra ide til minimodeller I forløbets to første dage får eleverne et tegnekursus og en introduktion til forskellige bromodeller. Herefter skal de selv i gang med at designe og konstruere små modeller af en række brotyper og teste deres bæreevne. Målet er at finde frem til den mest optimale model.
- Undervisningsformen er rigtig god. Eleverne får en reel indsigt i, hvordan ingeniører arbejder. Samtidig får de afprøvet deres samarbejdsevner, fordi de skal arbejde sammen på en anden måde og i nye rammer, og det betyder meget – også for klassens sociale sammenhold, fortæller naturfagslærer Ib Monrad fra Giersings Realskole.
Finaledyst: Hvem er den sejeste brobygningsklasse? På tredjedagen tester de to klasser resultatet af deres indsats i finalekonkurrencen. Hver klasse bygger på baggrund af forsøgene med minimodellerne en 6 meter lang bro - og derefter testes, hvilken bro der har den bedste bæreevne.
- Jeg er glad for at kunne tilbyde eleverne en praktisk vinkel på teorien, så de får hæftet deres viden inden for matematik og fysik op på noget konkret. Det tror jeg er meget vigtigt og kan være med til at give eleverne aha-oplevelser i forhold til de naturvidenskabelige fag, siger Ib Monrad.
Om forløbet ”Holder broen?”: Tid: Fra tirsdag den 23.9 til torsdag den 25.9. Konkurrencen starter torsdag kl. 13.
Sted: Det Tekniske Fakultet, Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M. Konkurrencen foregår udenfor, men i tilfælde af meget dårligt vejr flyttes arrangementet ind i Hal G. Alle interesserede er velkomne.
Lektor Niels Dyhring samt to civilingeniørstuderende står for undervisningen. Forløbet er et led i Dansk Naturvidenskabsfestival 2008, der afholdes over hele landet i denne uge.
For yderlig information kontakt:
AC-fuldmægtig
Sidsel Tefre
Tlf. 6550 7326
Projektenheden, Det Tekniske Fakultetssekretariat
24.09.2008
Tilbage til nyhedsoversigten