Det var 201 stolte og glade dimittender, der blev fejret ved Det Tekniske Fakultets dimissionsfest den 26. januar 2008. Og som fremtidens ingeniører går de unge mennesker en spændende fremtid med gode jobmuligheder i møde
Der var ingen tvivl hos dekan Per Michael Johansen om, at dagens dimittender havde fortjent at blive fejret med bravur:
- I har slidt med eksamen igennem det sidste stykke tid. I har arbejdet, læst, været nervøse, været jublende glade og måske været ærgerlige, hvis det ikke helt gik som forventet. I har set frem til denne dag, som er kronen på er arbejde her på universitetet, sagde han til de nyuddannede ingeniører og deres familier.
- Vi har gjort meget for at stille den bedste viden til jeres rådighed – men det er jer selv, der har tilegnet jer den. Det er der grund til at fejre, og det er jo netop, hvad dimission handler om, understregede han.
Working 9 to 5 Orkestret fra Det Fynske Musikkonservatorium var dagens musikalske indslag og til nummeret ”Working 9 to 5” klappede salen taktfast. Sangen var en hyldest til de unge ingeniører, kan se frem til spændende karrieremuligheder.
- I hører nok til de allermest privilegerede overhovedet lige nu. Arbejdsløsheden er lav generelt og i særdeleshed blandt ingeniører. I har så fantastisk gode muligheder for at få lige netop det job, der giver jer de bedste muligheder fagligt og personligt, lød det fra dekanen.
Innovationspris til afgangsprojekt
To af dagens dimittender, Katrine Schousbøll Leth og Mette Olsen, havde særligt meget at fejre, da de også modtog Syddanske Forskerparkers Innovationspris for deres afgangsprojekt Infomate – vejledning af blinde i trafikken. Et projekt, der skal gøre det nemmere for blinde at benytte sig af offentlige transportmidler. Innovationsprisen blev overrakt af Klaus Holmsberg, direktør ved Syddanske Forskerparker, der gav projektet mange rosende ord med på vejen.
Humor er genvej til arbejdsglæde Kommunikationskonsulent og bakkesangerinde Karen Marie-Lillelund fangede publikums opmærksomhed fra start:
- Ja, jeg skal fortælle jer noget om kommunikation med humoren som forløser. Og jeg er nødt til at sige det, som det er: I ingeniører har et dårligt ry! Men der er håb endnu. Humor er nemlig noget, vi alle sammen har – det er de andre, der mangler den!
Både kommunikation og humor er to vigtige faktorer for en positiv arbejdskultur. Alting går meget lettere, når man får humoren ind i hverdagen, pointerede hun: - I skal holde hjernen i gang. I skal blive ved med at undre jer og interessere jer for jeres omgivelser. Humor handler om at tænke kreativt i situationen, være nærværende og ikke være bange for at blive til grin, sagde hun til de unge ingeniører.
Den store dag blev traditionen tro sluttet af med et glas vin og et let traktement for dagens hovedpersoner og deres gæster.
Se
liste over alle dimittender januar 2008 ved Det Tekniske Fakultet i Odense
Yderlige information:
Kommunikationsmedarbejder
Mette Christina Lund-Jensen Tlf. 6550 7448
26.01.2008
Tilbage til nyhedsoversigten