Finansieringen er nu på plads til et ph.d.-projekt om udviklingen af en automatiske blodprøvetagningsrobot ved Det Tekniske Fakultet. Thiusius Rajeeth Savarimuthu skal i de næste tre år udvikle et system, der gør en robot i stand til at finde en blodåre i armen på et menneske.
Civilingeniør og ph.d.studerende Thiusius Rajeeth Savarimuthu, der for nylig afsluttede sit ingeniørspeciale i Datateknologi, har i det seneste år deltaget i RoBlood-projektet, om automatisk blodprøvetagning på mennesker. Under ledelse af lektor Anders Stengaard Sørensen, Mærsk McKinney Møller Instituttet er forskellige teknologier til blandt andet lokalisering af vener blevet undersøgt og udviklet.
- Det bliver fantastisk at have en person til at arbejde med området på fuld tid. En af de første udfordringer er at få en computer til at finde den blodåre, der skal stikkes i, med simple, billige og sikre sensorer. Med et nær-infrarødt kamerasystem har vi allerede opnået lovende resultater, når det gælder om at finde blodårer, fortæller lektor Anders Stengaard Sørensen.
Udvikling af et proof-of-concept Ph.d.-stipendiet markerer et skift fra forprojekt til forskningsprojekt. Det betyder, at kontakten til relevante forskergrupper udbygges, mens de nødvendige del-teknologier skal forfines, tilpasses og sættes sammen til et ’proof-of-concept’, der kan tiltrække interesserede medicotekniske virksomheder. Endelig bliver der tid til at komme rigtigt i dybden med den lidt specielle interaktion mellem robot og menneske.
- Faktisk er denne interaktion så speciel, at vi har et samarbejde med Designskolen Kolding for at belyse de ret interessante aspekter af ’Man-Machine Interfacing’ i RoBlood-projektet. Det ville jo være kedeligt at ende med en teknologi, der virker, men som ingen har lyst til at stikke armen i. Så vi kigger på, hvad der skal til for al lokke folk væk fra det søde, men travle menneske, og over til maskinen, siger Anders Stengaard Sørensen.
Udover ph.d.-projektet har fakultetet i øjeblikket to andre projekter med internationale studerende, der har til opgave at undersøge nye teknologier med henblik på at lokalisere blodårer ved brug af palpering.
Om projektet
Ideen til RoBlood kommer fra et af landets mest effektive sygehuse, Vejle Sygehus, ved overlæge og laboratoriechef Ivan Brandslund fra Klinisk Biokemisk Afdeling, hvor stort set alle processer omkring blodprøver allerede foregår automatisk - lige med undtagelse af selve blodprøvetagningen. Målet er at udvikle en maskine, der kan tage blodprøver på mennesker, lige så nemt og smertefrit som det er at købe en sodavand i en automat, og samtidig aflaste laborantpersonalet. For yderlig information kontakt: Mette Christina Lund-Jensen, kommunikationsmedarbejder
Projektenheden, Det Tekniske Fakultetssekretariat
28.09.2007
Tilbage til nyhedsoversigten