Alger gør biogasanlæg mere effektive og økonomiske. De små planter er sprængfyldt med energi og kan være med til at sikre fremtidens opvarmning, viser ny forskning fra Det Tekniske Fakultet.
Solen står højt på himlen, køerne græsser på marken, mens de svirper lidt med halen for at holde fluerne på afstand... Idyllisk, ja. Men køer og grise betyder ikke kun røde bøffer og grillpølser, hvert dyr producerer også 8 tons ildelugtende gylle i løbet af sit liv. Men hvordan kommer vi bedst mulig af med det igen?
I et biogasanlæg lyder det oplagte svar. Ikke mindst, når man spørger professor Birgir Norddahl fra Det Tekniske Fakultet. Han forsker bl.a. i biomasse og bæredygtig energi, og om få måneder bliver han også opstartsleder for et af verdens største biogasanlæg i Litauen.
Små energiske planter Han har netop startet et forskningsprojekt, hvor han ved hjælp af mikroalger vil gøre biogasanlæggene mere rentable. Det giver nemlig god mening:
”Alger bruger kuldioxid, biogas indeholder kuldioxid og røggassen efter forbrænding af biogas i et kraft-varmeanlæg, der anvender biogassen afgiver kuldioxid, derfor virker kombinationen mellem alger og biogasanlæg genial. Især fordi forbrændingsprocessen for metan i biogas efterfølgende bliver endnu bedre,” lyder det fra Birgir Norddahl.
Han fortsætter begejstret: ”Jeg er meget fascineret af de små planter, der har en hel ekstrem produktivitet, faktisk op til 1000 gange større end normale landbrugsafgrøder.”
Vi producerer for lidt affald
Mange af de biogasanlæg, der allerede eksisterer i Danmark, kører fint og har mange fordele:
”Biogasanlæg har i virkeligheden to roller: De løser et miljøproblem og har en social funktion. Anlæggene hjælper landmændene af med gyllen, og omdanner den til bedre gødning. Samtidig bliver næringsstofferne lettere at optage for planterne, så vi undgår nedsivning. Den sociale bonus er, at anlæggene mindsker gyllens ubehagelige lugt til stor glæde for landbrugets naboer,” lyder det fra Birgir Norddahl. ”Og gevinsten er energi, som vi bruger til at lave el og varme.”
Bedre miljø, færre lugtgener og billig energi lyder umiddelbart forjættende. Så hvad skal vi så bruge algerne til? Problemet er, at vi – paradoksalt nok - ikke producerer affald nok. Og her spiller algerne en afgørende rolle, fordi de kan være med til at gøre forbrændingsprocessen langt mere effektiv, samtidigt med at de kan levere råvare i form af olie til produktion af biobrændsel som biodiesel, så vi får mere energi for affaldet.
Alger giver bedre driftsøkonomi Birgir Norddahl er den første i verden, der fokuserer på kombinationen mellem alger og biogas, og han har netop iværksat forsøg i et laboratorieanlæg. Inden for kort tid kan der sættes et pilotanlæg op, så biogaseksperten og hans team kan fortsætte forskningen i alger – særligt i forbindelse med biogasanlæg. Algeforskningen har i øvrigt vide perspektiver, og kan blandt andet bruges til biodiesel, fiskeolier og plantefarver.
Måske første alge-biogasanlæg på Fyn I fremtiden kommer gylle og alger måske til at opvarme radiatorerne i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her har man nemlig en vision om at blive den første CO2-neutrale kommune i Danmark, og et nyt biogasanlæg kan blive et vigtigt led i denne plan. Ikke mindst fordi kommunen har forholdsvis mange landbrug – og dermed meget gylle.
”Landmændene i kommunen er meget positiv stemte over for ideen. Vi forventer, at biogasanlægget dagligt vil kunne få leveret 2000 tons gylle og cirka 7-10 tons husaffald. Det er bare ikke nok for at få et effektivt anlæg, og derfor kan algerne blive meget vigtige. De kan nemlig løfte effektiviteten, så anlægget vil blive udbytterigt, vurderer Birgir Norddahl. Han vurderer, at et bioanlæg vil kunne stå klart om cirka 3,5 år.
For mere information kontakt: Lektor Birgir Norddahl, mail:
bno@kbm.sdu.dk og tlf.: 6550 3651 / mob. 6011 3651
Institut for Kemi, Bio- og Miljøteknologi, Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet
02.04.2009
Tilbage til nyhedsoversigten