Aftenen bød på masser af hygge og sjov, da TEK – Boblerne i torsdags tog hul på en ny sæson.
Kan man bygge en luftballon ud af affaldsposer og ståltråd - og få den til at flyve ved hjælp af et fyrfadslys? Det undersøgte de nye medlemmer af TEK – Boblerne, da klubben tog hul på efterårssæsonen torsdag den 16. september 2010.
Aftenen startede med, at deltagerne skulle bygge en robotbil i Lego og straks boblede snak og latter på tværs af bordene. Derefter var der frit spil, og snart var en gruppe af de nye i gang med at udvikle en luftballon...
De tegnede, konstruerede og forsøgte på alle måder at optimere luftballonen. Engagementet blev blot mere intens af, at fartøjet drillede lidt.
Inspirerende og frit forum Jens-Martin på 17 år var mødt op til TEK – Boblerne, fordi han gerne ville arbejde sammen med ingeniørstuderende.
”Jeg vil lave noget praktisk. Jeg gider ikke bare snakke teori, som man tit gør i gymnasiet – jeg vil skabe noget,” sagde Jens-Martin, der går på den naturvidenskabelige linje på Mulernes Legatskole. Han glædede sig til at blive udfordret og lære nyt.
”Så snart jeg kom ind ad døren, kunne jeg mærke stemningen. Folk er glade og snakker sammen, selvom de ikke kender hinanden. Det synes jeg er fedt.”
Toptunet robotskib Michael på 16 år var en af de unge, der også var med i forrige sæson. Han er begejstret for både det sociale samvær og de tekniske udfordringer.
Og det var heller ikke gået mange minutter, før han greb fat i robotbåden og fortsatte, hvor han slap for måneder siden. Det er vigtigt for ham at få gjort den færdig. Og han har allerede mange ideer til, hvordan fartøjet kan optimeres: Der skal lyd og lys på og kølen skal forbedres. Så der er nok for både Michael og de andre bobler at kaste sig over de kommende torsdage.
Vær med i TEK – Boblerne
TEK – Boblerne er for unge mellem 14 og 18 år og finder sted torsdage fra 19 til 21.30 på Niels Bohrs Allé 1 i Odense M.
Er du interesseret i at være med? Så mød op eller kontakt Dorte Frølund Kromann på tlf. 6550 7522 eller dfk@tek.sdu.dk for at høre mere. 21.09.2010
Tilbage til nyhedsoversigten