Syddansk Universitet har sammen med universitetet i Kiel oprettet en ny fond, der skal hjælpe små projekter med at vokse, så de kan indgå i større forskningssammenhænge.
Hvad har fødevareforskning, nanofotonik, materialevidenskab, organiske fotodioder, kunstig fotosyntese og studier i kulturarv til fælles?
Det er alle projekter, der netop har modtaget støtte af en nyoprettet fond – en såkaldt Seed money fond, som støtter samarbejdet mellem de to universiteter omkring små naturvidenskabelige og tekniske projekter, der lige som frø skal spire til noget større.
Dansk-tysk samarbejde Initiativet er et samarbejde mellem Det Tekniske Fakultet, Det Naturvidenskabelige Fakultet fra SDU og landbrugsfakultetet ved
Christian-Albrechts-Universität i Kiel.
Samarbejdet sker på tværs af både fagområder og landegrænser, og de konkrete forsknings- og udviklingsaktiviteter slår bro mellem ingeniørvidenskaben, naturvidenskaben og landbrugsforskningen.
Første projekter er søsat
De første samarbejdsprojekter, der netop har modtaget bevillinger, spænder over meget forskellige emner såsom nanofotonik, fødevareforskning og kunstig fotosyntese. Det afgørende er deres vækstpotentiale.
Initiativtagerne håber, at de små konkrete projekter vokser, så de kan indgå i bredere sammenhænge og føre til større rammebevillinger. Det kan fx være projekter om teknologioverførelse fra universitet til erhvervslivet.
Hvordan projekterne og det tværfaglige samarbejde udvikler sig, ser forskerne nærmere på, når de første resultater præsenteres i en fælles workshop i oktober 2010.
Kontakt for mere information Det er nanoteknologicentret NanoSYD ved
Mads Clausen Instituttet, der står for administrationen af fonden.
For mere information kontakt centersekretær Zora Milde på
zora@mci.sdu.dk eller tlf. 65501673.
19.04.2010
Tilbage til nyhedsoversigten