Nu tilføres boldspil, balancetræning og hinkelege et pust af morgendagens teknologi. Studerende præsenterer resultaterne fra 13 ugers intenst arbejde med robotteknologi og legekultur.

Intelligente fliser, en venlig bold og et balancebræt, der forebygger fald. Det er de helt konkrete resultater af workshops, seminarer og brainstorms, som studerende fra Det Tekniske Fakultet, Designskolen Kolding og University College Lillebælt henover efteråret har arbejdet med.
Under overskriften ”Robot og leg” skulle de nemlig udvikle robotteknologiske koncepter inden for sundhed, pædagogik, leg og underholdning. Onsdag den 2. december skal de studerende fremlægge deres prototyper for et dommerpanel af repræsentanter fra professioner og virksomheder.
Hold balancen
En gruppe af designingeniørstuderende og maskiningeniørstuderende har haft fokus på ældre fra 60-80 år. Ved at træne musklerne i anklerne kan man forebygge faldskader, og det er der kommet et balancebræt ud af. Det særlige er, at det kobles til stuens tv eller computer, hvor man kan spille interaktive spil – og støttehåndtaget gør det trygt at bruge.
- I designet har vi lagt vægt på, at produktet ikke skal ligne et hjælpemiddel. Desuden skal den være let at flytte med, så derfor har brættet to hjul, fortæller Stine Pedersen, der læser til designingeniør. Undervejs har gruppen hentet sparring fra ergoterapeuter og fysioterapeuter.
Den intelligente flise
Det tredje projekt har et mere filantropisk mål: nemlig at udvikle intelligente fliser, der er billige at producere.
– Idéen er ikke ny, men er fortsat alt for dyr, fortæller Charlotte fra projektgruppen og fortsætter: - Ingeniørerne i vores gruppe har lavet en teknisk løsning, som gør den meget billigere at sætte i produktion. Flisen er udviklet til folkeskolen som et puslespil af brikker, der sluttes til en pc. Gruppens lærerstuderende har derfor produceret spilkoncepter, som passer til forskellige klassetrin.
Værdifulde erfaringer til fremtidig karriere
Nu er det op til dommerpanelet at fælde dommen over prototypernes brugsværdi. Men uanset udfaldet, er projektleder Hanne Kallesøe fra University College Lillebælt godt tilfreds:
- I evalueringerne kan vi se, at de studerende både har været glade og stolte over at være med. De sætter især pris på at få lov til at arbejde sammen med studerende fra andre fag og professioner. Det har også givet prototyperne en ret høj kvalitet, fordi teknik, design og brug er tænkt med helt fra idéstadiet, fortæller hun.
Yderligere oplysninger
Der er reception onsdag den 2. december kl. 10-12 på Envy First Floor, Brandts Passage 31 i Odense – og der er offentlig adgang til receptionen.
Kontakt
Gunver Majgaard, Ph.d.studerende ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på telefon 6550 3576/2167 2778
Projektleder Hanne Kallesøe, University College Lillebælt på telefon 6318 4476
Billedtekst: Et af projekterne var en interaktiv bold, kaldet Henny Benny Bold.
01.12.2009
Tilbage til nyhedsoversigten