Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Det Tekniske Fakultet den 7. juni blev officiel indviet. Begivenheden blev fejret med faglige arrangementer, inspirerende taler og stemningsfuld jazz.
Fællesskab gør stærk
Hos Syddansk Universitets rektor, Jens Oddershede var der ingen tvivl om vigtigheden af Det Tekniske Fakultet - både for de studerende og det syddanske erhvervsliv.
”Fakultetet har en enorm force i sit bredspektrede uddannelsesmiljø, der udvikler de ingeniørfaglige
kompetencer såvel som innovation, sprog og menneskelige egenskaber. Samtidig er de tætte bånd mellem de studerende og virksomhederne helt unikke – og det skal vi holde fast i,” lød det fra Jens Oddershede. ”Nu er tiden inde til, at vi skal bevise, at vi i fællesskab er stærkere end hver for sig,” pointerede han.
Førende inden for energi og robotteknologi Forskning og udvikling er højt prioriteret på Det Tekniske Fakultet, og dekan Per Michael Johansen gjorde klart, at de fem institutters forskning spænder vidt. I rækken af forskningsområder nævnte dekanen blandt andet optiske sensorchips til molekylær detektion med høj følsomhed, effektive miljøteknologier, design af konstruktioner til bygge- og maskinindustrien samt brugerorienteret design og styring af fysiske systemer.
Det Tekniske Fakultet bidrager således på mange fronter til at styrke og udvikle fremtidens teknologi. Som et særligt fokusområde fremhævede Per Michael Johansen også fakultets forskning inden for energiområdet og robotteknologien.
Fynsk erhvervsleder er optimistisk Gæstetaler C.C. Nielsen, administrerende direktør for Nielsen & Nielsen Holding A/S, udtrykte høje forventninger til et regionalt vidensløft. Han var ikke i tvivl om Det Tekniske Fakultets rolle og ansvar i forhold til at styrke og fastholde Region Syddanmarks positive udvikling.
”Fakultetets rolle bliver blandt andet at højne uddannelsesniveauet i eksisterende virksomheder såvel som at sikre nye innovative virksomheder med et højt uddannelsesniveau,” sagde han og understregede, at der bestemt er grund til optimisme i den syddanske region.
08.06.2007
Tilbage til nyhedsoversigten