Nye og kreative metoder var taget i brug, da Syddansk Universitet den 23. februar satte fokus på udvikling af fremtidens it-uddannelser. Dekaner, studieledere og faglige personer gik sammen med repræsentanter fra erhvervslivet og elever fra gymnasiet til sagen med ildhu.
Dagens seminar blev afholdt efter Open Space-metoden, der er en ukonventionel mødeform baseret på samme principper som en kaffepause: Deltagerne kan tale om det, der interesserer dem med de mennesker, de har lyst til, og når det ikke længere er sjovt, kan de gå videre...
Dynamisk og 100 procent relevant dagsorden Hvad bruger unge it til i dag og i fremtiden? og
Hvordan gør man it-uddannelserne mere sexy? var nogle af dagens diskussionspunkter. Emnerne blev defineret af deltagerne selv, som derefter frit kunne vælge, hvilke diskussionsgrupper de ønskede at deltage i. Gruppernes konklusioner blev skrevet ind i en wiki, så alle efterfølgende kunne se resultaterne.
- Jeg synes, Open Space-konceptet fungerer rigtigt godt. Det var meget imponerende at se, hvor hurtigt vi fik udformet en relevant dagsorden, sagde en af arrangørerne, Lars Dyhr, institutleder fra
Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.
Visuel inspiration Arrangementet blev afholdt på Det Tekniske Fakultet, hvor it var visualiseret gennem fysiske installationer, der på forhånd var udtænkt og udviklet af deltagerne. Her var lagt kreativ energi ind på at anskueliggøre, hvordan it er fundamentet for vores samfund – bl.a. konkretiseret gennem biler, førstehjælpsdukker og eksempler på museumsformidling.
- Vi har set en masse spændende projekter, som har givet noget at tænke over. Fx synes jeg, at førstehjælpsdukken viser andre sider af it, end jeg måske selv havde tænkt på, sagde Ruben A. Mühl, der til dagligt går på Tornbjerg Gymnasium.
- De kreative rammer gør det sjovt. Det er fedt at se, hvordan diskussionerne udvikler sig og hvilke emner, der kommer op, supplerede hans ven Philip Mokkelbost.
Konstruktive resultater
Også for de unge kvinder åbnede arrangementet nye perspektiver: - I min gruppe havde vi en ret spændende diskussion om, hvordan vi kan få flere kvinder til at læse it. Vi talte om, at man i højere grad skulle informerer om uddannelserne allerede i gymnasiet, fortæller Nathalie Madsen på 16 år.
Samme positive oplevelse havde institutleder Lars Dyhr: - Jeg synes, at det er gået ganske udmærket. Rundt omkring i grupperne har jeg hørt en masse gode dialoger. Jeg har selv været med i en gruppe, hvor vi diskuterede markedsføring af tværfaglige bachelor-uddannelser, og vi fik helt sikkert noget brugbart ud af det, sagde Lars Dyhr.
For mere information kontakt Martin Juhl Nielsen på tfl. 6550 3540
23.02.2009
Tilbage til nyhedsoversigten