Det startede med en god idé. Der var kun ét problem: hvordan kunne man omsætte ideen til et reelt produkt? Denne udfordring løste fire ingeniørstuderende fra Det Tekniske Fakultet, og efter halvanden måned præsenterede de den første prototype af ”Nøglefinderen”.
Forventningerne var store, da de syv studerende fra Tietgenskolen, der oprindeligt fik ideen, besøgte Det Tekniske Fakultet for at se en gruppe ingeniørstuderendes prototype af den såkaldte ”Nøglefinder”.
Nøglefinderen kan ved hjælp af en sender og en modtager finde nøgler, sutter og andre genstande, der let bliver væk. Prototypens rækkevidde er omkring 180 meter. Som sådan er ideen ikke ny, men produktet er en forbedring af markedets nuværende – både på det tekniske og designmæssige område
Unikt samarbejde - Det banebrydende ligger ikke i selve produktet, men i det samarbejde vi har haft. At en gruppe ingeniørstuderende og to grupper fra Tietgenskolen samarbejder på denne måde er unikt, fortæller ingeniørstuderende Anders Sørensen, der demonstrerede prototypen. Han og resten af gruppen læser til diplomingeniør i Elektroteknik, Svagsstrømslinjen, og udviklingen af prototypen udgør deres semesterprojekt.
En spændende proces De ingeniørstuderende er bestemt interesseret i at fortsætte produktudviklingen, såfremt det finansielle grundlag er i orden. Morten Dalgaard vurderer, at det vil tage omkring et år, før den endelige prototype er færdigudviklet.
- Det har været sjovt og udfordrende at arbejde med dette projekt, fordi resultatet ikke var givet på forhånd. Vi har selv haft stor indflydelse gennem hele processen, da vores opgave har været baseret på de studerende fra Tietgenskolens ideer. Løsningen har derfor ikke været defineret fra starten, hvilket har været meget inspirerende, lyder det fra Anders Sørensen.
Alle de studerende er enige om, at projektet er så godt og spændende, at de vil arbejde målrettet for at få finansieret, udviklet og fremstillet det færdige produkt.
18.06.2007
Tilbage til nyhedsoversigten