Lektor Steen Andersen er efter lang tids sygdom død d. 2. januar. Steen var ansat ved Institut for Industri og Byggeri på Det Tekniske Fakultet.
Oprindeligt var Steen i en lang årrække ansat på Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum - de første år som underviser og senere også som afdelingsleder/fagrådsformand for Det Maskintekniske Retningsområde. Efter et halvt års orlov, hvor Steen arbejdede på Lindø som del af Ingeniørhøjskolens opkvalificeringspolitik, valgte han at fortsætte i det private, til sidst hos SIMAC i Svendborg. Men for 3 ½ år siden vendte Steen til vores store glæde tilbage til ingeniøruddannelserne, der i mellemtiden var blevet til del af Det Tekniske Fakultet i kraft af fusionen mellem SDU og Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum.
Steen var en dygtig og afholdt kollega og underviser. For undervisning havde Steens store interesse - det var ham magtpåliggende, at kurserne havde et højt fagligt højt niveau og var pædagogisk veltilrettelagte; der kom hans fortid som folkeskolelærer alle til gode. Steen var derfor særdeles afholdt blandt de studerende og vi kolleger havde stor respekt for hans engagement og faglige bredde.
Det har berørt os alle at følge Steens lange sygdomsforløb. Han kæmpede for livet til det sidste med ufortrøden optimisme og gennemførte sin undervisning i en lang periode trods fremadskridende sygdom. Vi er mange der vil komme til at savne Steen.
Oluf Larsen
Viceinstitutleder
Institut for Teknologi og Innovation
03.01.2011
Tilbage til nyhedsoversigten