BHJ Fonden har delt priser og penge ud til medarbejdere på Det Tekniske Fakultet i Sønderborg

Morten Willatzen, der er professor ved Mads Clausen Instituttet, er den første modtager af en nystiftet, sønderjysk forskerpris på 100.000 kroner. Den 42-årige forsker fik prisen overrakt ved en sammenkomst i Alsion den 8. februar , hvor BHJ-Fonden uddelte en stribe priser og donationer.
Matematikprofessor får ny forskerpris
Morten Willatzen (billedet) forsker inden for matematisk modellering – et arbejde, der blandt andet handler om at kunne beskrive akustik, ultralyd, optik og bølgeudbredelse med matematisk modeller. Han har været ansat på Syddansk Universitet i Sønderborg siden 2000 og har her bidraget væsentligt til etablering af uddannelser i mekatronik, innovation & Business samt en helt ny uddannelse i køleteknologi.
Årets bedste underviser
Amanuensis Chris Heape, 56 år, modtog 50.000 kroner og en pris som ”Årets bedste underviser”, som BHJ Fonden også uddelte for første gang. Chris Heape, der også er ansat på Mads Clausen Instituttet, underviser Det Tekniske Fakultets ingeniørstuderende i interaktivt design.
"En dygtig pædagog, som konstant arbejder på at forbedre undervisningen ved at implementere og eksperimentere med nye pædagogiske principper. Han møder de studerende i øjenhøjde. I sin tilgang til undervisningen er han meget opmærksom på helheden frem for isoleret at se på den enkelte disciplin," lød en del af begrundelsen for indstillingen.
Fokus på sønderjysk potentiale
BHJ Fonden gav ligeledes 600.000 kroner til et forskningsprojekt, der skal finde frem til skjulte sønderjyske succes-virksomheder, de såkaldte ”Hidden Champions”. Pengene fordeles over tre år og vil blive gennemført som et Ph.D.-projekt, hvor Mads Clausen Instituttet selv bidrager med et lignende beløb.
Yderlige information:
Kommunikationsmedarbejder
Mette Christina Lund-Jensen
Tlf. 6550 7448
11.02.2008
Tilbage til nyhedsoversigten