Fakultetet intensiverer på brobygningsfronten, og især LEGO Educational Center er blevet styrket og konceptudviklet. Centret tilbyder nu skoleklasser et udvidet forløb – der i endnu højere grad afspejler tidens anvendelse af intelligente robotter.
”Jeg har aldrig set så mange trafikdrab og nedkørte hække på så kort tid,” lyder det fra rundviser på LEGO Educational Center, Jørgen Christian Larsen. Heldigvis henviser han kun til trafikscenariet i midten af LEGO Educational Center, hvor 8.c fra Seden Skole er på besøg. Rundt om bordet står eleverne og griner, mens de river sig lidt i håret: Hvorfor drejer legobilen ikke, når den faktisk lige er blevet programmeret til det?
En sjov læringsform Rundt om i lokalet sidder eleverne i små grupper, alle centreret om en bærbar computer med et særligt program, kaldet Robolab, en vejledning og en stor kasse med forskellige legodele. Grupperne konkurrerer om at bygge og programmere bilen, så den fx kører præcist i en given retning i et vist antal sekunder. I løbet af de to timer bliver udfordringerne større og mere krævende, dog stadig med simpel matematik som fundament for øvelserne.
”På den måde får eleverne prøvet kræfter med ingeniørfaget på en lærerig og inspirerende måde. De unge mennesker får en god oplevelse kombineret med en dybere indsigt i, hvordan en robot fungerer,” fortæller Bo T. Andersen, projektleder ved Det Tekniske Fakultet.
Programmering er spændende Både pigerne og drengene arbejder engageret og tøver ikke med at tage udfordringerne op. ”Det er megafedt at være her,” lyder det fra Christoffer og hans klassekammerat supplerer: ”Det er rigtig sjovt både at bygge og programmere bilerne, så de virker.”
Drengene sidder koncentreret om computeren og diskuterer de forskellige tekniske muligheder i forhold til at få den lille bil til at navigere som ønsket.
Næste skridt: Udvidet forløb Robotteknologi bliver i stigende grad anvendt i industri og erhverv såvel som i de private hjem, og emnet er derfor meget aktuelt – også i et fremtidsperspektiv. Fakultetets nye udvidede forløb henvender sig primært til folkeskoleklasser, der allerede har besøgt LEGO Educational Center.
”Ved at lade forløbet bygge videre på den viden om robotter og programmering, som eleverne allerede har opnået, tager vi dem et skridt videre mod virkelighedens robotter. For eksempel lærer eleverne at lade robotterne reagere i forhold til omgivelserne blandt andet ved at inddrage trykfølere – en teknologi som vi fx kender fra selvkørende græsslåmaskiner eller støvsugere,” siger Bo T. Andersen.
For yderlig information kontakt: Sidsel Tefre, projektmedarbejder ved Det Tekniske Fakultet
Tlf.: 65 50 73 26
24.09.2007
Tilbage til nyhedsoversigten