Torsdag den 22. oktober 2009 er der Jobtræf på Det Tekniske Fakultet. Her kan studerende møde deres fremtidige praktik- eller arbejdsplads.
Der er fokus på jobmuligheder, kompetencer og netværk, når virksomheder og studerende bliver sat i stævne torsdag den 22. oktober til Jobtræf Fyn. Her kan de ingeniørstuderende nemlig møde repræsentanter fra række ingeniørtunge virksomheder såsom Danfoss, Dong Energy, Rambøll og Alfa Laval.
Målet er, at både færdiguddannede ingeniører og studerende kan få kontakt med en eller flere virksomheder, der kan byde på job, praktikplads eller samarbejde om studieprojekter.
Bedste kort på hånden - Brug lejligheden til at skabe nyttige kontakter til potentielle fremtidige arbejdsgivere. Sådan lyder opfordringen fra jobmessekoordinator Giang Le. Han fortsætter:
- Vær ikke bange for at nærme dig virksomhedernes stand for at høre mere om deres jobmuligheder. De står der netop for at fortælle, hvad de kan tilbyde dig, og hvad du skal beskæftige dig med, hvis du får job i virksomheden, siger han.
Jobtræf finder sted i Festsalen, hvor hver virksomhed har en stand. I løbet af dagen bliver også holdt fire virksomhedsforedrag.
Program
Kl. 9: Messen åbner ved uddannelsesdirektør Henning Andersen
- Morgenmad for de studerende
Kl. 10: IAK: ”Jobsøgning - genvejen til det rigtige job”
Kl. 11: Cowi: ”Ansat i Cowi?”
Kl. 12: Frokost for de studerende
Kl. 13: Terma: ”Tænk højt, tænk dybt, tænk frem”
Kl. 14: Babcock & Wilcox Vølund: ”Affald – fra et problem til en ressource”
Kl. 15: Eftermiddagskaffe, te og kage
Jobtræf Fyn’09 – Messe for ingeniørstuderende den 22. oktober kl. 9-16 i Festsalen på Det Tekniske Fakultet, Niels Bohrs Allé 1 i Odense
For mere information kontakt:
Kommunikationskoordinator
Mette Møller Andersen, tlf. 6550 7448
19.10.2009
Tilbage til nyhedsoversigten