Et nyt samarbejde mellem Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet og Energi Fyn sætter energi på dagsordenen og giver helt nye muligheder for udvikling og realisering af forskningsprojekter.
Energi Invest Fyn A/S hedder det nye investeringsselskab, som Syddansk Universitet og Energi Fyn i fællesskab står bag. Målet med Energi Invest Fyn er at investere i udvikling af nye virksomheder og teknologier inden for energi- og kommunikationsteknologi. "Investeringsselskabet forener universitetets viden og forskning med erhvervslivets kræfter, og disse ressourcer vil blive brugt på at udvikle og realisere ideer inden for energi-området. Det giver nye muligheder for at sætte ind i forhold til højaktuelle emner som klima, miljø og besparelse", fortæller John Erland Østergaard, professor og institutleder på Institut for Sensorer, Signaler og Elektronik, Syddansk Universitet.
Reception den 25. maj
Dette særlige samarbejde markeres med en officiel reception fredag den 25. maj 2007 på Det Tekniske Fakultet på Niels Bohrs Allé 1. Her præsenterer Jens Kristian Damsgaard, direktør for Energi Invest Fyn, konceptet bag investeringsselskabet, mens John Erland Østergaard fortæller mere om det første investeringsprojekt. Rektor Jens Oddershede og Arne Clausen, koncerndirektør, Energi Fyn, underskriver omkring kl. 13 den formelle samarbejdsaftale for Energi Invest Fyn. Undervejs vil der også blive mulighed for at se de studerendes kreative bud på energiflow:
" Vi ønsker at give Energidagen et fagligt indhold med udgangspunkt i energi og innovation, og derfor har vi igangsat konkurrencen ”Hvor energien bliver af?”. 16 studerende deltager i konkurrencen, som varer et døgn, og vinderne kåres og præmieres omkring kl. 12 den 25. maj", siger John Erland Østergaard.
Faglige arrangementer for alle
Kl. 13.30 starter de faglige arrangementer, hvor alle interesserede er velkomne. Her sætter lektor ved Niels Bohr Instituttet, Aksel Walløe Hansen fokus på energiforbrug og opvarmning af klimaet. Klimaforsker Martin Drews afdækker fup og fakta i forhold til fremtidens klima, når han kl. 14.30 tager fat i nogle af de mange udsagn, man dagligt bliver præsenteret for i medierne. Martin Drews er ph.d. ved Danmarks Meteorologiske Institut. Eftermiddagen, der også står i energiens tegn, byder på et interessant fysikshow, der tematiserer ”energier på spil”. Lego Educational Center præsenterer i samarbejde med Mikroværkstedet A/S forskellige energiforsøg, hvor deltagerne blandt andet får til opgave at bygge en legobil, der kører på genopladelige batterier. Hvordan gør man den mere energieffektiv? Med Lego Mindstorm illustrerer vejleder Jørgen Christian R. Larsen nogle af mulighederne for at optimere anvendelsen af solsceller og alternativ energi.
Program for Energidag den 25. maj 2007
Den officielle reception kl. 11-13.15 er for inviterede, mens alle er velkomne til de efterfølgende faglige arrangementer:
Kl. 13.30:
• Opvarmning af klimaet. Foredrag v/Aksel Walløe Hansen, lektor ved Niels Bohr Instituttet. Auditorium 2.
• Energiforsøg med Lego Educational Center i samarbejde med Mikroværkstedet A/S. A207
Kl. 14.30:
• Fremtidens klima. Foredrag v/ klimaforsker, ph.d. Martin Drews, Danmarks Meteorologiske Institut. Auditorium 2
• Fysikshow - Energier på spil. Kantine 1.
Alle er velkomne til at se resultaterne fra konkurrencen ”Hvor bliver energien af?” i Kantine 1.
For yderlig information kontakt:
John Erland Østergaard, Institutleder, Institut for Sensorer, Signaler og Elektronik, Syddansk Universitet. Tlf. 6550 7425.
Jørgen Bro Røn, Institut for Sensorer, Signaler og Elektronik, Syddansk Universitet. Tlf. 6550 7391.
22.05.2007
Tilbage til nyhedsoversigten