Mange har nok oplevet at blive afbrudt midt i en koncentreret arbejdssituation, fordi programmerne – irriterende nok - skal genstartes for, at opdateringerne kan træde i kraft. Ph.d.-studerende, Allan Gregersen, har nu løst problemet og modtager Videnskabsministeriets EliteForsk-rejsestipendiat på 282.000 kr.
Prisoverrækkelsen finder sted torsdag den 29. januar 2009 på Glyptoteket i København, hvor HKH Kronprinsesse Mary og videnskabsminister Helge Sander sammen overrækker EliteForsk-stipendiaterne. I alt er der afsat 12 mio. kr. til at synliggøre de bedste yngre talenter i dansk forskning.
Allan Gregersen, Ph.d.-studerende ved Det Tekniske Fakultet, modtager den flotte pris på 282.000 kr. for sit projekt ”opdatering af software-systemer uden genstart”.
Perspektiver: ingen dankort-systemnedbrud og sikker flytrafik Det at være i stand til at kunne opdatere et computerprogram kan umiddelbart virke ret banalt, men faktisk er perspektiverne enorme:
- Vi har nok alle prøvet at stå i en forretning og ikke kunne bruge vores dankort, fordi systemet er brudt sammen. Det skyldes ofte opdateringsproblemer, og min løsning kan være med til at undgå den slags situationer, der faktisk berører rigtig mange menneskers hverdag, siger Allan Gregersen, der glæder sig over anerkendelse fra Videnskabsministeriet.
- Andre åbenlyse anvendelsesområder er fx i forbindelse med softwaresystemer, som håndterer kritiske fysiske rammer såsom et kontrolsystem til lufttrafik. Fremover vil de kunne opdateres og vedligeholdes uden et særdeles risikofyldt stop til følge, siger han.
Kæmpe besparelser og mere effektiv udvikling
- Løsningen vil også kunne spare rigtig meget tid – og dermed også mange penge - i forbindelse med alle typer af softwareudvikling, fordi udviklere ikke vil være nødsaget til at genstarte hele tiden. Jeg anslår, at hver udvikler vil kunne spare en halv time til en time om dagen. Og det regnestykke giver jo hurtigt nogle store besparelser på bundlinjen, lyder det fra Allan Gregersen.
Ville finde løsning på problemet Den unge forsker har altid undret sig over, hvorfor man i mange situationer skal genstarte et computerprogram, før ændringer kan træde i kraft:
- Det er et meget håndgribeligt og frustrerende problem, som jeg satte mig for at finde en løsning på, fortæller Allan Gregersen, der i starten af februar rejser til over til samarbejdsvirksomheden Sun Microsystem Laboratories i Californien.
- Stipendiet giver mig og min familie en unik mulighed for at opleve et af verdens førende forskningsenheder inden for softwareteknologi.
For flere informationer kontakt: Ph.d.-studerende Allan Raundahl Gregersen, mail: allang@mmi.sdu.dk - tlf. 6550 7420.
Mærsk McKinney Møller Instituttet, Det Tekniske Fakultet, SDU
Læs mere om EliteForsk-initiativet på
www.eliteforsk.dk 29.01.2009
Tilbage til nyhedsoversigten