Emeritus Bjarne Christian Jensen står bag endnu en lærebog, der sætter fokus på sikkerhed i nutidens byggeri.
Den netop udkomne bog, Bygningsberegninger, er baseret på de nye europæiske normer, Eurocodes, med tilhørende danske annekser.
”Bogen præsenterer den nyeste viden om last og sikkerhed ved byggerier, hvor den bl.a. går i dybden med vindlast og krav til svingninger af gulvkonstruktioner. Det giver alt andet lige mere sikre boliger, kontor- og industribygninger,” fortæller Bjarne Christian Jensen.
Han er en af forfatterne bag bogen og har været med i normarbejdet siden sidst i 70’erne. I dag er han formand for flere udvalg inden for området.
Ny viden til ingeniørbranchen Det nye værk behandler også den grundlæggende skiveteori for statisk bestemte og for statisk ubestemte skivekonstruktioner, og der vises forskellige metoder til at fordele vandrette laster til de afstivende vægge.
Sikkerhed i byggeri øges også ved systematiske opstillinger af beregninger og kontroller. Erhvervs- og byggestyrelsen og Udvalget for anerkendte statikere med Bjarne Chr. Jensen i spidsen har foretaget betydelige opstramninger på disse regler, der ligeledes er behandlet i bogen.
Bygningsberegninger, der indeholder mange gennemregnede eksempler, henvender sig til bygningsingeniørstuderende såvel som til projekterende ingeniører.
Bygningsberegninger er skrevet af emeritus Bjarne Christian Jensen fra Institut og Byggeri ved Det Tekniske Fakultet, samt rådgivende ingeniør Svend Ole Hansen. Læs mere om Bygningsberegninger
For mere information kontakt: Ingeniørdocent, emeritus Bjarne Christian Jensen på
bcj@ib.sdu.dk eller 5364 2171
17.11.2010
Tilbage til nyhedsoversigten