Så udkom endnu en bog fra ingeniørdocent lic. techn. Bjarne Chr. Jensen, Emeritus ved Institut for Teknologi og Innovation

Bogen ’Last og sikkerhed efter Eurocodes’ giver en basal indføring i de europæiske regler for projekteringsgrundlag og for laster på bærende konstruktioner. Den er primært skrevet til bygningskonstruktør-uddannelsen, men kan med fordel læses af alle, der savner en kortfattet og overskuelig gennemgang af brugen af Eurocodes.
”Nogle bygningskonstruktører beregner også bærende konstruktioner, men med en væsentlig anderledes teoretisk baggrund end ingeniører, er der behov for en lærebog, der giver en indføring i emnet på en anden måde. Det har været en udfordring, fordi vi skulle væk med teorier og de indviklede matematiske modeller,” fortæller Bjarne Chr. Jensen, Emeritus ved Institut for Teknologi og Innovation.
Målrettet bygningskonstruktører
Bogen, der er rigt illustreret og underbygget af konkrete eksempler, er blevet til efter opfordring fra Nyt Teknisk Forlag, der har udgivet de fleste af Bjarne Chr. Jensens bøger.
”På trods af, at bogen har en anden målgruppe, har vi allerede hørt, at ingeniører også har glæde af denne ”læs let”-udgave fra bogen Bygningsberegninger, som jeg sidste år skrev sammen med lic. techn. Svend Ole Hansen,” siger Bjarne Chr. Jensen, der er formand for det udvalg, der koordinerer den danske indsats i Eurocode-arbejdet og repræsenterer Erhvervs- og Byggestyrelsen i et koordinerende udvalg i EU-kommissionen.
For mere information kontakt
Bjarne Chr. Jensen, ingeniørdocent lic. techn., tlf. 6550 7450 / bcj@iti.sdu.dk
06.12.2011
Tilbage til nyhedsoversigten