For første gang åbnede Robotlaboratoriet på Det Tekniske Fakultet dørene for offentligheden og bød lørdag den 21. marts velkommen til Åbent RoboHus. Her fik cirka 180 nysgerrige mulighed for at få et kig ind i, hvad der rører sig inden for robotforskning.
Børnestemmer, latter og snak blandede sig med brummende og klikkende lyde fra små og store robotter, da både unge uddannelsessøgende, børnefamilier og pensionister besøgte Robotlaboratoriet for at se nærmere på nutidens og ikke mindst fremtidens robotter.
Bamse rescue-team
På første sal i Robotlaboratoriet samlede børn og unge sig rundt om et teenage-agtigt univers, hvor tøj, bamser og rod lå i bunker på gulvet. Her kunne de besøgende nemlig teste deres evner som robotstyrer. Opgaven gik ud på, at personen skulle hjælpe lille Ida med at redde bamserne ud fra den sovende storebrors værelse, som ikke må betrædes. Derfor skal Bamse rescue-team på banen: Med en lille robot, som man styrede via joystick fra en X-box, fik personen to minutter redde flest mulige bamser ud til Ida…
Det var bare et af scenarierne, der var med til at give de besøgende et indblik i, hvordan de intelligente robotter langsomt flytter ind i vores hjem og i den verden, der omgiver os.
RoboBiffen var et tilskuer-hit
Jacob Stegelmann, bl.a. kendt fra DRs Troldspejlet, og hans filmpræsentationer i Robobiffen var også et af dagens trækplastre. Stegelmann introducerede de slikgumlende tilskuere til et univers af gale videnskabsmænd, der har planer om verdensherredømmet, 1000 år gamle mumier, der besejrer fremtidsrobotter og den evindelige kamp mellem det gode og det onde.
På jagt efter uddannelse
Jesper og Lasse havde benyttet chancen til at få mere at vide om ingeniøruddannelserne, studiemiljøet og ikke mindst forskningsområderne.
- Jeg overvejer kraftigt at begynde at læse Robotteknologi til sommer, og derfor er det meget spændende at være herude og se nærmere på stedet og robotterne. Det er fedt at få et indblik i, hvordan forskning og projekter hænger sammen, fortalte Jesper på 20 år.
- Det bedste ved at være her i dag er at snakke med alle de engagerede mennesker. Det er fedt, at folk brænder for deres projekter og gerne vil vise deres arbejde frem, sagde han.
Blev klogere på ingeniøruddannelse
Selv om arrangementets tema var robotter, kunne gæsterne også få mere information om samtlige ingeniøruddannelserne og tale med tre studerende.
- De unge er nysgerrige i forhold til undervisningsformen, og hvordan det sociale liv er her på fakultetet. Der er fx også blevet spurgt en del til Fredagsbaren, mens forældrene typisk fokuserer mere på praktiske ting som fx uddannelsens længde, opbygning og ansøgningsprocedurer, siger Mette. Hun er studerende og stod klar til at svare på spørgsmål om studiemiljø og det faglige indhold.
Se flere film og billeder på
facebook siden Teknik og Videnskab
Se
indslag fra TV2Fyn
For mere information kontakt:
Kommunikationskoordinator
Mette Møller Andersen, tlf. 6550 7448
22.03.2009
Tilbage til nyhedsoversigten