Hvis du er utilfreds med og ikke forstår dit eksamensresultat, eller hvis du vil klage over eksamensforløbet
Vær opmærksom på, at når en eksamensbedømmelse er offentliggjort, kan den kun ændres igennem en formel klage til fakultetet. Din klage skal være fakultetet i hænde senest to uger efter at resultatet af eksamen er offentliggjort, og din klage skal være skriftlig og begrundet. Se mere herom under punktet nedenfor: ”Hvordan klager jeg over min eksamen?”
Før du klager over en eksamensbedømmelse kan det være en ide, at du kontakter din bedømmer og beder om en begrundelse for din bedømmelse. Du har ikke krav på en begrundelse, men mange bedømmere vil give dig en begrundelse, hvis du beder om det. Den undervisningssekretær, der er tilknyttet dit modul, kan give dig navn, telefonnr./mail på din bedømmer. Ring eller mail til bedømmer og aftal, hvornår han/hun har tid til at begrunde din bedømmelse.
OBS! Du skal være opmærksom på:
- at kontakt til din bedømmer ikke har opsættende virkning i forhold til klagefristen på to uger
- at bedømmer ikke kan ændre ved din bedømmelse - det kan kun ske via en klagesag.
Retningslinjer for indgivelse og behandling af eksamensklager og anker
Hvis du mener, at du er blevet forkert bedømt til eksamen, kan du indgive en eksamensklage.
Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser har i Eksamensbekendtgørelsen (BEK nr. 666 af 24/06/2012) udarbejdet regler for, hvordan du klager.
Fakultetet har som en uddybning heraf udarbejdet disse retningslinjer, som du skal benytte, hvis du klager.
Hvad kan jeg klage over?
Du kan klage over:
- Retlige spørgsmål (fejl i f.m. sagsbehandlingen, f.eks. inhabilitet hos bedømmer)
- Eksaminationsgrundlaget (eksamensspørgsmål, opgaver og lignende),
- Prøveforløbet
- Bedømmelsen
Hvad kan jeg få ud af min klage?
Universitetets afgørelse kan gå ud på:
- At tilbyde dig en ny bedømmelse (ombedømmelse) med nye bedømmere - gælder kun skriftlige prøver
- At tilbyde dig en ny prøve (omprøve) med nye bedømmere, eller
- At du ikke får medhold i din klage.
Hvordan klager jeg over min eksamen?
Din klage skal være skriftlig og begrundet, og fristen for at klage er to uger efter, at resultatet af eksamen er offentliggjort. Fristen løber dog tidligst fra den dato, der på forhånd er meddelt for offentliggørelsen af eksamensresultatet.
Din klage skal være dateret og oplyse om:
- Dine personlige data (navn, adresse, studentermail, eksamensnummer, cpr-nr.)
- Hvilket studium det drejer sig om
- Bachelor- eller kandidatdel
- Hvilket fag/modul
- Hvornår eksamen er afholdt
- Hvornår bedømmelsen er offentliggjort, hvis du klager over bedømmelsen
- En begrundelse for indgivelsen af klagen. Dvs. at du skal opgive, hvilke forhold der har ført til, at du klager, og hvad du forventer at opnå med klagen. Din begrundelse vil danne grundlag for bedømmernes behandling af sagen. Dvs. at jo mere præcis og udførlig din klage er, desto større forventninger kan du have til bedømmernes svar.
Du skal sende din klage til dekanen ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, att.: sekretær Anne Grete Petersen,
agpetersen@health.sdu.dk. Da vi beder om dit cpr.nr., skal du sende fra din studentermail.
Hvordan bliver klagen behandlet?
Hvis klagen vedrører bedømmelsen, eksaminationsgrundlag eller prøveforløbet videresender Fakultetssekretariatet straks din klage til dine oprindelige bedømmere. De har nu en frist på 2 uger til at komme med en udtalelse om bedømmelsen m.v. i din klage. Fakultetssekretariatet sender herefter udtalelsen til dig og giver dig en frist på min. 1 uge til at kommentere bedømmernes udtalelse.
Herefter træffer fakultetet en afgørelse på grundlag af bedømmernes udtalelse og dine eventuelle kommentarer.
Fakultetet kan, som nævnt tidligere:
- Tilbyde dig en ny bedømmelse (ombedømmelse) med nye bedømmere - gælder kun skriftlige prøver
- Tilbyde dig en ny prøve (omprøve) med nye bedømmere, eller
- Afvise klagen.
Fakultetet giver hurtigst muligt besked til dig og bedømmerne om afgørelsen i sagen.
Hvis du får afslag på din klage kan du anke afgørelsen inden for en frist på to uger - mere herom nedenfor.
Hvis du får tilbud om ombedømmelse eller omprøve skal du acceptere tilbuddet senest 2 uger efter at du har fået meddelelsen.
Ved ombedømmelse eller omprøve vil du blive bedømt af nye eksaminatorer og nye censorer.
Ved ombedømmelse af skriftlige prøver skal bedømmerne vedlægge en skriftlig begrundelse for bedømmelsen.
Vær opmærksom på at:
- En ombedømmelse eller en omprøve kan resultere i en lavere karakter end den karakter du fik i første omgang
- Du kan ikke anke den bedømmelse du får ved en ombedømmelse eller en omprøve. Sagen vil allerede være behandlet af nye bedømmere.
Hvis du er utilfreds med at have fået afslag i din klagesag
Hvis du er utilfreds med at have fået afslag i din klagesag, kan du klage over faglige spørgsmål i afgørelsen ved at indgive en anke.
Du skal indgive din anke senest to uger efter, at fakultetet har meddelt dig universitetets afgørelse i den oprindelige klagesag, og en anke skal ligesom en klage være skriftlig og begrundet. Dvs. at du skal angive, på hvilke områder du mener, at universitetets afgørelse ikke er korrekt, og du skal komme med en begrundelse.
Du skal sende din anke til dekanen ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, att.: Sekretær Anne Grete Petersen, agpetersen@health.sdu.dk. Da vi beder om dit cpr.nr., skal du sende fra din studentermail.
Universitetet sørger herefter for, at der bliver nedsat et ankenævn bestående af to ministerielt beskikkede censorer (udpeget af censorformanden) samt en eksaminationsberettiget underviser og en studerende indenfor fagområdet (begge udpeget af fakultetet).
Når ankenævnet er sammensat, får medlemmerne tilsendt din anke og det materiale, der lå til grund for universitetets afgørelse i den oprindelige klagesag.
Ankenævnets afgørelse kan gå ud på:
- Tilbud om ny bedømmelse (ombedømmelse) ved nye bedømmere (gælder kun skriftlige prøver),
- Tilbud om ny prøve (omprøve ved nye bedømmere)
- At du ikke får medhold i klagen.
Vær opmærksom på, at også i f.m. en anke gælder det, at ombedømmelse og omprøve kan resultere i lavere karakter end ved den oprindelige bedømmelse.
Ankenævnet skal meddele sin afgørelse til universitetet senest to måneder efter, at du har indgivet anken. I beregningen af de to måneder indgår juli måned ikke. Fakultetssekretariatet videresender hurtigst muligt ankenævnets afgørelse til dig.
Ankenævnets afgørelse er endelig, hvilket betyder, at du ikke kan henvende dig til andre dele af Syddansk Universitets organisation eller til andre myndigheder med eksamensklagen. Men mener du, at der er begået retlige fejl, dvs. fejl i forbindelse med selve sagsbehandlingen, kan du indenfor en frist på to uger klage til dekanen. Dekanens afgørelse kan indbringes for Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.
Klager over retlige spørgsmål
En klage kan også vedrøre retlige spørgsmål, dvs. fejl i forbindelse med sagsbehandlingen.
Der gælder særlige regler for behandlingen af klager, der vedrører retlige spørgsmål, idet sådanne klager afgøres af dekanen. Dekanens afgørelse kan indbringes for Videnskabsministeriet. Behandlingen af denne type klager omtales ikke yderligere i disse retningslinjer, da der vil være tale om ganske få tilfælde.
Overvejer du at klage eller at anke en afgørelse, og har du uafklarede spørgsmål efter at have læst vejledningen ovenfor, så er du velkommen til at kontakte Fakultetssekretariatet - sekretær Anne Grete Petersen, tlf. 6550 2997 - agpetersen@health.sdu.dk