Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen besøgte Syddansk Universitet
Hospitaler og universiteter skal samarbejde for at give sundhedsforskningen den nødvendige kvalitet. Det er Syddansk Universitet og sygehusene i Region Syddanmark fremragende til, og derfor fik de i dag, fredag ros fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, som bl.a., at fremhævede oprettelsen af Institut for Regional Sundhedsforskning ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet, der har fået forskningen til at blomstre på regionens mindre sygehuse, udover Region Syddanmarks universitetshospital, Odense Universitetshospital.
”Patienterne skal have den bedst mulige behandling. Det er det mål, som alle i sundhedsvæsenet skal styre efter i dagligdagen. For at nå det mål er det nødvendigt at gøre forskning til en del af dagligdagen. Der er mange opgaver, som skal løses af sundhedspersonalet på hospitalerne: stuegang, operationer og uddannelse af yngre kolleger. Men der skal også være mulighed for at forske, så behandlingen kan blive endnu bedre,” sagde sundhedsministeren.
Mødet på Syddansk Universitet handlede netop om dette dilemma, som 100 forskere var mødt op for at diskutere. Hvordan skal hospitalsforskningen tilrettelægges, så personalet ikke skal arbejde om dagen og forske om aftenen?
Jakob Axel Nielsen oprettede i foråret Det Nationale Samarbejdsforum for Sundhedsforskning med bl.a. topforskere og repræsentanter fra de faglige organisationer. De er allerede barslet med en række ideer, som skal gøre det nemmere for medarbejdere i sundhedsvæsenet at få mulighed for at forske.
06.11.2009
Tilbage til nyhedsoversigten