10-års jubilæumsdag for Folkesundhedsvidenskab og Forskningsenheden for Sundhedsfremme
Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ole Skøtt, bød det fyldte auditorium på Esbjerg campus velkommen til 10-års
jubilæet for Forskningsenheden for Sundhedsfremme og for uddannelsen i Folkesundhedsvidenskab i Esbjerg. Ole Skøtt viderebragte en lykønskning fra rektor Jens Oddershede, der fremhævede hvor stærkt enheden i Esbjerg står inden for forskning og uddannelse. Ole Skøtt roste enheden i Esbjerg for, at den ikke gemte sig i et elfenbenstårn, men udførte et meget værdifuldt samarbejde med det omgivende samfund. Og han roste den for den evne til at kombinere så mange forskningsområder som epidemiologi, sundhedspsykologi, medicin, sundhedssociologi, antropologi, biologi, sundhedspolitik, sundhedstjenesteforskning og miljøets betydning for sundheden - og sætte det i en international sammenhæng.
Herefter ønskede viceborgmester Jakob Lose tillykke med jubilæet og fremhævede, hvor meget det betyder for Esbjerg og det sønderjyske, at forskningsenheden og uddannelsen har til huse i Esbjerg. Sundhedsfremme, forebyggelse og borgerens ansvar for egen sundhed har været det rigtige at satse på for Esbjerg og SDU, sagde Jakob Lose. Det har tiden vist.
”Noget skulle gøres før Folkesundhedsvidenskab i Esbjerg kunne fødes, og nogen skulle tage sig af den nyfødte de første år,” sagde Jesper Bo Nielsen, der er institutleder for Institut for Sundhedstjenesteforskning, som forskningsenheden for Sundhedsfremme hører under. Og det var i stor udstrækning tidligere dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, Mogens Hørder (dekan 1989-2008), der havde været fødselshjælper og ansvarlig for barnet de første år. Mogens Hørder ridsede forhistorien op - fra ideen og de praktiske forhold bag forskningsenheden og uddannelsens opståen til i dag, hvor forskningsenheden og uddannelsen virkelig opfylder et behov. For som Mogens Hørder afsluttede med at sige, når man skaber et nyt forskningsområde på et universitet, så skal man kunne se, hvad det kan bruges til 10 år ud i tiden. Da så man rigtigt, som 10-års jubilæet har vist.
Studieleder Christiane Stock viste alle de samarbejdsforbindelser enheden i Esbjerg har i Esbjerg, med SDU i Odense og med public health-skoler på universiteter i Finland, Tyskland, Holland, Slovakiet og fire australske universiteter. Og via Erasmus-programmet. Som studieleder fremhævede Christiane Stock hermed uddannelsens kolossale internationale kontaktflade med omverdenen. Hun fremhævede også det store antal internationale studerende i Esbjerg, men også de mange studerende, som uddannelsen sender ud i verden. 
Professor og forskningsleder Arjo R. Aro så tilbage på forskningen, som den har udviklet sig de forløbne 10 år. 600 publikationer har enheden publiceret i de forløbne 10 år, hvilket vil sige et snit på 30 om året. Fire danske ph.d.’er er blevet forsvaret på stedet og seks udenlandske ph.d.’er, heraf fire fra Afrika. 200 bachelorer er blevet uddannet på stedet og 115 kandidater.
Om eftermiddagen var der panel-debat mellem forskere fra forskningsenheden og repræsentanter fra aftagerne af kandidaterne. Jubilæet blev fejret i campus Esbjergs meget flotte auditorium, hvor forskere, studerende, personale og udenlandske gæster deltog i jubilæumsdagen, der afsluttedes med middag og fest om aftenen.
15.09.2011
Tilbage til nyhedsoversigten