Overlæge Per Kjærsgaard-Andersen (52), Vejle Sygehus, er ansat som klinisk lektor med specificeret forskningstid ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet.
Det primære forskningsområde har været omkring komplikationer ved indsættelse af hoftealloplastikker (kunstige hofter) – med fokus på hindring af udvikling af forkert knoglenydannelse omkring den nyindsatte hofteprotese. Ved Vejle Sygehus har Per Kjærsgaard-Andersen i samarbejde med Afdeling for Klinisk Cellebiologi, Vejle Sygehus, og Ortopædkirurgisk Afdeling ved Odense Universitetshospital etableret forskning med fokus på sygdomsudviklingen ved brusknedbrydning ved begyndende slidgigt, aldringsforandringer i bruskvæv. Per Kjærsgaard-Andersen har også etableret klinisk forskning vedrørende minimal invasiv hoftekirurgi (såkaldt kikkertkirurgi), anvendelsen af navigation til indsættelse af hofteproteser samt anvendelsen af nye slidflader ved hofteproteser.

Per Kjærsgaard-Andersen har sin grundlæggende uddannelse som ortopædkirurg og hoftekirurg ved Ortopædisk Hospital i Aarhus, Aarhus Universitetshospital samt Aalborg Sygehus. Desuden har Per Kjærsgaard-Andersen haft længerevarende ophold på flere ortopædkirurgiske afdelinger i USA.
Per Kjærsgaard-Andersen har igennem årene publiceret over 50 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter samt har afholdt over 200 foredrag i nationale og internationale ortopædkirurgiske fora. Aktuelt er han næstformand i Dansk Ortopædisk Selskab. Desuden er Per Kjærsgaard-Andersen af Dansk Ortopædisk Selskab udpeget som President for den 12. EFORT Kongres (Europæisk Ortopædisk Føderation) i 2011 i Bella Centeret i København. Her forventes der deltagelse af ca. 12.000 ortopædkirurger m.fl. – til dato den største ortopædkirurgiske konference i Danmark. Med baggrund heri er Per Kjærsgaard-Andersen indvalgt i EFORT’s bestyrelse for perioden 2007 til 2012.
Samtidig med sin lektoransættelse ved Syddansk Universitet fungerer Per Kjærsgaard-Andersen som chef for Sektor for Hofte- og Knæalloplastik på Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus. Per Kjærsgaard-Andersen siden 2002 været ansat som sektorchef i Sektor for Hofte- og Knæalloplastik.
Per Kjærsgaard-Andersen er gift med afdelingssygeplejerske Anne Marie Kjærsgaard-Andersen. Parret bor i Hinnerup ved Aarhus og har Simon på 25 år, Peter på 23 år og Mia Maria på 19 år. Per Kjærsgaard-Andersens store fritidsinteresse er fodbold. Han er selv tidligere divisionsspiller i fodbold og har efterfølgende haft en længere karriere som fodbolddommer, ligeledes i divisionsregi. I 1999 tog han uddannelse som dommerudvikler, og siden 2007 har Per været Eliteudvikler for dommere under DBU. Fodbolden er familiens store fritidsinteresse, begge sønner er i dag dommere på eliteniveau medens datteren er målmand på Dame U-19 landsholdet.
27.02.2008
Tilbage til nyhedsoversigten