Laboratoriechef, dr.med. Ivan Brandslund, Sygehus Lillebælt. Ivan Brandslund er hovedmanden bag opbygningen af Laboratoriecentret, der er placeret på Vejle Sygehus. Samtidig har han været konstant forskningsaktiv, siden han blev uddannet cand. med. som en af de første kandidater fra Syddansk Universitet. Ivan Brandslund, der er speciallæge i klinisk biokemi, har skrevet omkring 140 videnskabelige publikationer inden for områderne klinisk biokemi og kvalitetssikring. Han er samtidig meget aktiv i videnskabelige organisationer og råd. Ivan Brandslund, der er født i Søndersø på Nordfyn, er bosat i Mølholm, Vejle med sin kone Lisbeth. De to voksne børn er flyttet hjemmefra og i gang med hver deres karriere.
|
 |
Overlæge, dr.med. Torben Plesner, Hæmatologisk Afdeling, Vejle Sygehuse, Sygehus Lillebælt. Torben Plesner, der er cand. med. fra Københavns Universitet i 1972, er speciallæge i klinisk biokemi, intern medicin og hæmatologi. Torben Plesner har en omfattende videnskabelig produktion bag sig og hans nuværende forskning er koncentreret om knoglemarvskræft. Han er samtidig vejleder for en række yngre forskere. Torben Plesner er gift for anden gang og bosat i Vejle.
|
 |
Overlæge, dr.med. Flemming Brandt Sørensen, Klinisk Patologisk Afdeling, Vejle Sygehus, Sygehus Lillebælt. Flemming Brandt Sørensen er cand. med. fra Århus Universitet fra 1983, han er speciallæge i patologisk anatomi og cytologi i 1995 og to år før forsvarede han sin medicinske doktorgrad. Flemming Brandt Sørensen har været ansat på Odense Universitetshospital som afdelingslæge ved Klinisk Patologi i perioden 1995-1997 og som overlæge og klinisk professor i patologisk anatomi og cytologi ved Århus Universitetshospital i perioden 1998-2007. Hans forskningsområde omfatter kvantitativ og molekylær patologi, herunder undersøgelser af kræftsvulsters grad af ondartethed. Aktuelt arbejdes der med teknikker til bestemmelse af kræftsvulsters følsomhed overfor kemoterapi og onko-medicinsk behandling, samt med projekter, hvor kræftsvulsters afhængighed af nydannede blod- og lymfekar evalueres. Flemming Brandt Sørensen har en skrevet en mængde videnskabelige artikler og bidrag til bøger. Han er desuden konsulent i patologisk anatomi og cytologi for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, samt medlem af Sundhedsstyrelsens Inspektorkorps.
|
 |
|
Overlæge, ph.d. Bjarne Linde Nørgaard, Hjertemedicinsk Afdeling, Vejle Sygehus, Sygehus Lillebælt. Hans forskningsområde ligger inden for tidlig påvisning af blodpropper i hjertet – også ved hjælp af såkaldt telemedicin, så patienten eventuelt kan undgå indlæggelse. Bjarne Linde Nørgaard har fået sin kliniske uddannelse ved medicinske afdelinger i Sønderborg, Esbjerg og Århus, samt de kardiologiske afdelinger i Århus. Han blev Speciallæge i kardiologi i 2005. I perioden 2005-2006 var han afdelingslæge ved Hjertemedicinsk afdeling B, Skejby Sygehus, og siden 2007 har han været overlæge ved Hjertemedicinsk afdeling, Vejle Sygehus med ansvarsområder inden for diagnostik og behandling af patienter mistænkt for kransåre- eller hjerteklapsygdom. Bjarne Linde Nørgaard er bosiddende i Odder og har fire børn. |
 |