Fra efteråret 2011 kan fysioterapeuter som noget helt nyt i Danmark blive kandidater i fysioterapi.
Indtil nu har fysioterapeuter måttet rejse til udlandet, hvis de ville videreuddanne sig inden for fysioterapi. Det behøver de ikke længere, for Videnskabsministeriet har netop godkendt Syddansk Universitets ansøgning om at oprette en kandidatuddannelse i fysioterapi i Odense.
Uddannelsen henvender sig til fysioterapeuter, der ønsker at videreuddanne sig, og Syddansk Univesitet forventer i første omgang at optage 25 kandidatstuderende.
Ifølge lektor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet, Hans Lund, er formålet med kandidatuddannelsen i fysioterapi, at den studerende, på et forskningsbaseret grundlag, udbygger sin faglige viden og kunnen i forhold til grunduddannelsen i fysioterapi.
Der har i flere år været en stigende efterspørgsel efter højtspecialiseret fysioterapi. Her har Danmark haltet bagefter lande som fx Sverige, Holland, Australien og USA, hvor man i flere år har uddannet fysioterapeuter på kandidatniveau.
Uddannelsen er opbygget i samarbejde med en lang række interessegrupper, såsom Danske Fysioterapeuter, og en omfattende gruppe interessenter fra regioner, kommuner, privatsektoren og professionshøjskolerne. Det betyder, at den nye uddannelse præcis opfylder de krav, som de fremtidige arbejdsgivere vil stille til de nye kandidater.
Rektor Jens Oddershede, Syddansk Universitet er meget tilfreds med, at universitet tilbyder den nye uddannelse:
”Syddansk universitet har tradition for at tilbyde uddannelser og forskning inden for bevægeapparatet. Vi er det eneste universitet i Norden, der tilbyder en kiropraktoruddannelse, vi har en lægeuddannelse og en idræts- og sundhedsuddannelse, der er med til at forebygge sygdomme. For at fuldende billedet, får vi nu en kandidatuddannelse i fysioterapi, der kan bidrage til behandlingen af en række fysiske lidelser.”
Størstedelen af kandidaterne fra den nye uddannelse forventes ifølge Hans Lund at finde ansættelse inden for sundhedsområdet, både det offentlige og private. På en række områder er der brug for specialiseringen, fx i genoptræning af patienter med nye hofter eller knæ, eller personer der har pådraget sig en hjerneskade. Patienter med kroniske gigt- og muskel/skelet-skader vil fx også få glæde af den specialisering, som den nye kandidatuddannelse tilbyder.
Kandidaterne vil naturligvis også finde ansættelse i uddannelsessektoren, samt som konsulenter i den offentlige sektor, i interesseorganisationer og private firmaer med behov for ekspertise inden for fysioterapirelevante områder. Endelig vil kandidater i fysioterapi kunne påbegynde en ph.d.-uddannelse.
Læs mere: www.sdu.dk/fysioterapi
For yderligere information, kontakt
Lektor, ph.d. Hans Lund, mail: hlund@health.sdu.dk, 65 50 34 49, mobil.: 25 72 11 25
06.02.2011
Tilbage til nyhedsoversigten