Forskere fra Syddansk Universitet modtager 2.5 mio. kr. til kræftforskning
Tre forskere fra Medicinsk Bioteknologisk Center ved Institut for Medicinsk Biologi under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har i alt modtaget 2.5 mio. kr. fra Kræftens Bekæmpelse.
Professor, overlæge dr.med. Henrik Ditzel har modtaget 1.4 mio. kr. til et samarbejdsprojekt mellem Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital. Forskningsprojektet skal klarlægge, om man kan identificere, hvilke brystkræftpatienter der vil få gavn af anti-hormonel behandling. Godt 80% af alle tumorer i brystet bliver stimuleret af kvindens produktion af østrogen-hormoner. Tamoxifen er et såkaldt anti-hormon, der forhindrer produktionen af østrogen. Tamoxifen virker dog ikke på alle de forventede brystkræftpatienter, og studiet går ud på at fastlægge en gen-profil, så man ud fra gen-aktiviteten i tumorerne kan bestemme, hvilke brystkræftpatienter der har gavn af behandlingen med Tamoxifen.
Professor, ph.d. Jan Mollenhauer har modtaget 800.000 kr til sine igangværende studier, der har til formål at identificere endnu uopdagede gener, der har betydning for udviklingen af kræft. Jan Mollenhauer benytter en ny teknologi, hvor en cancercelles bestemte funktion kan sammenholdes med, hvilke gener i cellen der er aktive, således at cancer-generne kan identificeres.
Endelig har
forskningsstipendiat Morten Gjerstorff modtaget 230.000 kr. til undersøgelse af et bestemt protein, kaldet GAGE, som kun findes i celler hos mennesket i fosterstadiet og i mandens testikler - men interessant nok også i mange cancerceller. Både kønscellerne og cancercellerne er karakteriseret ved celledeling og cellevandring. Morten Gjerstorff skal bruge pengene fra Kræftens Bekæmpelse til at undersøge GAGE-proteinets biologi, og om man på længere sigt kan behandle kræft ved at påvirke GAGE-proteinet.
18.06.2008
Tilbage til nyhedsoversigten