Ny viden om diabetes og nye måder at forebygge og behandle sygdommen på. Det er det langsigtede perspektiv i Det Danske Diabetes Akademi, der etableres per 1. september bl.a. som følge af en donation på 201 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. Centret placeres på Odense Universitetshospital og med forskere fra blandt andet Syddansk Universitet.
Akademiet, der er det første af sin art i Danmark, vil få tilknyttet godt 300 forskere og har som vision at højne kvaliteten af dansk diabetesforskning og give et samlet overblik over al diabetesforskning i landet.
Antallet af diabetestilfælde vokser så hurtigt, at der i dag er tale om en epidemi. På verdensplan lider 366 mio. mennesker af sygdommen, der kan forårsage invaliderende skader på bl.a. øjne, nyrer, hjerte og hjerne, og tallet ventes at stige til 552 mio. i 2030. I Danmark er 290.000 mennesker diagnosticeret med diabetes, også kendt som sukkersyge, og ca. en kvart million vurderes at have sygdommen uden at vide det. Nye tal viser, at antallet af nye tilfælde af børn og unge med diabetes type 1 i Danmark er i eksplosiv vækst og er steget med 81 pct. siden 1997.
Ambitionen med Det Danske Diabetes Akademi er at øge kvaliteten af dansk diabetesforskning. Det skal ske ved at skabe et verdensklasse forsknings- og uddannelsesmiljø med de bedste forskere fra ind- og udland og ved at skabe en samarbejdende kultur med networking og vidensdeling forskerne imellem. Akademiet har samtidig som mål at fremtidssikre diabetesforskningen ved at udbyde en række nye forskerstillinger og arrangementer rettet mod unge forskertalenter, så de får optimale muligheder for at dygtiggøre sig og forfølge en karriere inden for feltet.
Akademiet er åbent for alle diabetesforskere i ind- og udland, der ønsker at benytte akademiets tilbud. Visionen er, at dette samarbejde på tværs af fakulteter og over landegrænser vil skabe en synergieffekt, der styrker forskningen i Danmark og internationalt.
”Diabetes er en stor trussel mod vores sundhed. Det Danske Diabetes Akademi giver mulighed for at finde nye løsninger til at bekæmpe diabetes type 1 og 2 til gavn for både diabetesforskning og diabetespatienter i hele Danmark. Vores ambitiøse mål er, at diabetespatienter opnår normal livskvalitet og normal livslængde,” siger professor Henning Beck-Nielsen, Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, der er én af Danmarks mest erfarne diabetesforskere, og som bliver akademiets leder.
Dekan Ole Skøtt, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet udtaler om det nye akademi:
”- Jeg glæder mig over den markante bevilling fra Novo Nordisk Fonden på over 200 millioner kroner til etableringen af Det Danske Diabetesakademi. Med professor Henning Beck-Nielsen i spidsen, er det lykkedes at samle alle betydelige danske diabetesmiljøer i en national satsning, som vil kunne sikre talentudvikling fremover indenfor dette vigtige område. Det er rigtig godt nyt for de mange nuværende og kommende diabetespatienter.
For Henning Beck-Nielsen må det være den foreløbige krone på værket på en glorværdig karriere, hvor han har stået for store videnskabelige gennembrud, vigtige fremskridt i patientbehandling, for stor indsats indenfor uddannelse og for spændende innovation. For Odense Universitetshospital må bevillingen markere et foreløbigt højdepunkt på den store satsning indenfor forskning, internationalisering og talentpleje, som OUH er i færd med at gennemføre, og som har løftet OUH op i den absolutte sværvægtsklasse. Og for Syddansk Universitet er det selvsagt en ren fornøjelse, at vi har forskningsmiljøer af en kaliber, som kan stå i spidsen for satsninger i denne størrelsesorden.”
Også institutleder Kim Brixen, Klinisk Institut, Syddansk Universitet glæder sig:
"- Vi er stolte over, at vore forskere får en vigtig rolle i koordinationen af Det Danske Diabetesakademi. Det er både visionær og meget ambitiøst af Novo Nordisk Fonden at sikre samarbejde på tværs af landet og på tværs af basale og kliniske forskningsmijøer"
- Den brede satsning på både basalforskning og klinisk forskning samt uddannelse af en ny generation af forskere indenfor diabetesområdet vil komme patienterne til gode og sikre, at vi også i de kommende år kan ligge i front, når det gælder kvaliteten i forebyggelse og behandling af diabetes.
- Det Danske Diabetesakademi kan blive model for andre forskningsområdes bestræbelse på at etablere såkaldt "translationær forskning". Dette begreb beskriver ideen om, at grundlagsgivende forskning, der ofte udføres i laboratoriet, hurtigt finder praktisk anvendelse f.eks. i hospitalsvæsnet. Men det ligger også i begrebet, at udfordringer i patientbehandlingen transmitteres ind i laboratoriet for der at blive løst på innovative måder.
- Bevillingen giver mulighed for at etablere en sammenhængende forskerkarierre for en ny generation af diabetesforskere. De kan nu se frem til en mere tydelig markeret løbebane fra ph.d.-studerende over Post-Doc-stillinger og i nogle tilfælde til professorater. En sådan tænkning er vigtig for at tiltrække, udvikle og fastholde de bedste talenter indenfor forskning. Også her kommer Henning Beck-Nielsens lange og brede erfaring os til gode, idet han igennem en del år har ledet to nationale forskerskoler (Danish PhD School of Molecular Metabolism og Danish PhD School of Endocrinology).”
Den store donation er også en en flot markering ved Odense Universitetshospital kommende 100 årsdag, hvor H.K.H. Kronprins Frederik besøger hospitalet den 21. august.
Se pressemeddelelsen fra Novo Nordisk Fonden
17.08.2012
Tilbage til nyhedsoversigten