Professor, ph.d. Helle Johannessen har fået en bevilling til evaluering af individualiserede behandlingsforløb.
Professor, ph.d. Helle Johannessen, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet har fået bevilget 10,6 mio. kr. fra Det Strategiske Forskningsråd til et forskningsprojekt, der skal evaluere behandlinger, hvor hverken behandlingen eller effekten af den er standardiseret. Dette gælder i virkeligheden langt de fleste behandlinger.
Normalt måler man et begrænset udvalg af effekter af behandlinger, der er meget standardiserede. Men i realiteten er de fleste behandlinger i det virkelige liv tilpasset den enkelte patient og en lang række faktorer spiller ind på behandlingens effekt. De ønskede effekter er også ofte individuelle og kan være både biologiske, psykologiske, sociale og kulturelle i deres natur. For at kunne måle effekten af individualiserede behandlinger, samarbejder forskere fra universiteter og hospitaler i Odense og Århus om at udvikle en tværfaglig metodologi, som afprøves i en evaluering af healing til kræftpatienter. Healing er en meget individualiseret behandlingsform, både i den form den gives og i patienternes forventninger. Hvis der kan måles nogen effekt i behandlingen, skal anden del af undersøgelsen fokusere på, hvilke virkningsmekanismer, der kan ligge bag.
Helle Johannessen er uddannet antropolog og har igennem en årrække forsket i behandlingsmetoder indenfor sundhedsvæsenet ved danske og udenlandske universiteter.
For yderligere informationer, kontakt:
Professor, ph.d. Helle Johannessen, tlf.: 6550 3647, mobil: 6011 3647, e-mail:
hjohannessen@health.sdu.dk 08.12.2008
Tilbage til nyhedsoversigten