Folkesundhedsvidenskab udbyder nu kandidatuddannelsen i Esbjerg og bacheloruddannelsen i Odense.
Syddansk Universitet (SDU) har besluttet at åbne bacheloruddannelsen i folkesundhedsvidenskab i Odense. Det betyder, at kommende studerende kan læse folkesundhedsvidenskab i Odense fra 1. september 2012.
Bacheloruddannelsen i folkesundhedsvidenskab vil blive fysisk tilknyttet det meget stærke studiemiljø omkring sundhedsuddannelserne på Campus i Odense.
Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU, Ole Skøtt, udtaler:
- Flytningen af bacheloruddannelsen i Folkesundhedsvidenskab fra Esbjerg til Odense pr. 1. september 2012 ser jeg som en stor fordel for studenterne, for alle de involverede fagmiljøer og for Syddansk Universitet. Der bliver der frigjort ressourcer til yderligere at understøtte nye linjer på den succesfulde praksisorienterede, internationale og engelsksprogede kandidatuddannelse i Folkesundhedsvidenskab, som forbliver i Esbjerg, og samtidig får vi opbygget et vældig stærkt forsknings- og undervisningsmiljø, når forskningsenheder fra Esbjerg, Odense og København bliver tættere samlet omkring bacheloruddannelsen.
Placeringen midt i landet betyder nemlig, at uddannelsens stærke faglige profil fremover vil blive understøttet af forskere fra Institut for Sundhedstjenesteforsknings forskningsenheder for Sundhedsfremme i Esbjerg og Sundhedsøkonomi og Miljømedicin i Odense, samt Statens Institut for Folkesundheds forskningsenheder: Voksnes sundhedsadfærd og helbred, Børn og unges sundhed og trivsel, Sundhedsfremme og forebyggelse samt Sundhed og sygelighed i Danmark.
- Nu glæder vi os til, at mange nye studerende vil blive tiltrukket af bacheloruddannelsen i Odense den 1. september 2012, siger dekan Ole Skøtt.
22.11.2011
Tilbage til nyhedsoversigten