Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet har i fællesskab ansat Niels Abildgaard som professor i hæmatologi (blodsygdomme) og specialeansvarlig overlæge ved Hæmatologisk Afdeling på OUH.
Niels Abildgaard har fra 2004 til sin ansættelse som professor arbejdet som specialeansvarlig overlæge ved Hæmatologisk Afdeling X på OUH og fra 2006 derudover som lektor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet. I 2007 tiltrådte han som forskningsleder ved Hæmatologisk Afdeling og har således stor viden om forskningsmiljøet ved Syddansk Universitet og de højt specialiserede behandlinger på OUH.
Niels Abildgaard er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1983 og fik sin kliniske uddannelse i intern medicin og hæmatologi ved Aarhus Sygehus og på Rigshospitalet.
Han har en omfattende publikation i anerkendte, internationale tidsskrifter bag sig og har i en årrække været aktiv forsker inden for især knoglemarvskræft (myelomatose). I 2006 forsvarede Niels Abildgaard sin doktorafhandling om samme emne.
Behandlingen af knoglemarvskræft og dermed prognosen for patienterne er forbedret markant inden for de seneste 10-15 år. Sygdommen er ofte forbundet med en særlig alvorlig form for knogleskørhed, som kan medføre smerter, knoglebrud, invaliditet og dermed nedsat livskvalitet og erhvervsevne.
Niels Abildgaards forskning har i særlig grad været rettet mod at afdække årsagen til knoglesygdommen ved myelomatose og mod at forbedre behandlingen af sygdommen. Efter sin tiltrædelse som overlæge ved Odense Universitetshospital i 2004 har han etableret en aktiv forskningsgruppe med et betydeligt nationalt og internationalt netværk.
Niels Abildgaard har bred erfaring i undervisning og som forskningsvejleder, og ved sin tiltrædelse som professor ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet, er Niels Abildgaard vejleder for fire ph.d.-studerende og har planer om at forøge den kliniske og laboratoriemæssige forskning i blodsygdomme ved Odense Universitetshospital.
12.04.2010
Tilbage til nyhedsoversigten