Undersøgelsen, der som sagt er offentliggjort i det ansete tidsskrift New England Journal of Medicine, viser, at de fleste unge mellem 18 og 35 år kommer lige så godt til hægterne ved træning alene som ved en kombination af operation og træning.
Professor Ewa Roos fra Institut for Idræt og Biomekanik, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet har i et dansk-svensk forskningssamarbejde vist, at en operation ikke er påkrævet, hver gang en ung dansker har fået det forreste korsbånd revet over. Undersøgelsen viser, at mange operationer kan være overflødige, fordi patienterne har lige så stor gavn af fysioterapi og genoptræning alene.
Korsbåndet er det ledbånd, som hyppigst ødelægges. Ledbåndet stabiliserer knæet, men belastninger såsom fodbold, håndbold, skisport og ishockey medfører tusindvis af overrevne korsbånd hvert år. Nu viser den nye undersøgelse, at knæets funktion ofte kan genvindes i samme omfang, uden at et nyt korsbånd indsættes ved operation.
Professor Ewa Roos har sammen med svenske kolleger set nærmere på 121 tilfælde, hvor unge aktive, men ikke professionelle idrætsfolk har fået det forreste korsbånd revet over. Gennem lodtrækning har halvdelen fået foretaget operation og genoptræning, mens den anden halvdel kun fik skaden behandlet med genoptræning.
»For hele 60 procent af dem, der ikke blev opereret, gælder det, at de efter to år var kommet sig over skaden lige så godt, som dem, der også fik indsat et nyt korsbånd. Resten blev opereret efterfølgende, blandt andet fordi de følte sig usikre på, om deres knæ var stabilt nok uden et nyt korsbånd. Men en strategi med operation og træning er under alle omstændigheder ikke bedre end træning alene eventuelt efterfulgt af senere operation,« siger Ewa Roos.
I USA alene opereres der årligt 200.000 personer for skaden, hvilket anslås at koste omkring 3 milliarder dollars.
Artiklen er tilgængelig online på: http://content.nejm.org/cgi/content/short/363/4/331. Den har vakt opmærksomhed flere steder i verden, bl.a. i New York Times: http://well.blogs.nytimes.com/2010/08/04/phys-ed-how-much-does-knee-surgery-really-help/
Richard B. Frobell, Ewa M. Roos, Harald P. Roos, Jonas Ranstam and L. Stefan Lohmander.
‘A Randomized Trial of Treatment for Acute Anterior Cruciate Ligament Tears’
N Engl J Med 2010; 363:331-342July 22, 2010.
11.08.2010
Tilbage til nyhedsoversigten