Overlæge , ph.d. Morten Sodemann er ansat i en kombinationsstilling mellem Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital med fokus på global sundhed og indvandrermedicin.
Under mottoet "global sundhed er lokal sundhed" ønsker SDU og OUH at tage et stort skridt fremad ved sammen at etablere en stilling, der skal synliggøre og udvikle globale sundhedsaspekter på alle sundhedsuddannelser og på alle niveauer af forebyggelse og behandling af sygdomme.
Global sundhed betyder, at sundhed og sygdomme ikke længere kan betragtes isoleret eller lokalt. Men dét er egentlig ikke noget nyt. Sygdomme har altid flydt med handel, rejsende og krige, og sygdomsmønstre har formet landegrænser i kolonitiden og senere med industrialiseringen. Det nye er at klimaforandringernes indflydelse på hele klodens sundhed, og de seneste års epidemier med SARS og fugleinfluenza har gjort det mere synligt, at en række af klodens største sundhedsproblemer kræver en samlet samtidig indsats i alle lande. Der er en stigende anerkendelse af, at menneskelig aktivitet omskaber verden og introducerer nye sundhedsrisici. |
 |
Hvor man tidligere så menneskeskabte kriser og naturkatastrofer som adskilte fænomener, er grænserne mellem dem nu helt udflydende. Ukontrollerede hiv-epidemier og multiresistent tuberkulose i udviklingslande har potentielle konsekvenser i den vestlige verden, samtidig med at de vestlige lande eksporterer levevilkårsproblemer som sukkersyge, fedme, lungekræft og trafikulykker til udviklingslandene.
Samtidig er der stærke politiske kræfter på spil for at fordele jordens ressourcer mere ligeligt, herunder adgang til sundhed og behandling af sygdomme. Information om nye sundhedstiltag udveksles hurtigt blandt de rige lande, mens der er en række mellem - og lavindkomstlande, hvor f.eks. middellevetiden ikke er øget. Det er blevet lettere at forebygge sygdomme, og der er politisk vilje til, at det skal være et globalt ansvar, at alle mennesker på jorden kommer til at leve over et vist eksistensminimum, sådan som det blev udtrykt i Millenium Development Goals. Her kommer global sundhed ind som et brydningsfelt bestående af så forskellige områder som epidemiologi, politik, jura, demografi og sociologi, der beskæftiger sig med internationale sundhedsspørgsmål. Feltet spænder fra international ret over global opvarmning, til migration og i samme gade ”globalized health”. Kroniske konflikter og naturkatastrofer har, sammen med den eksplosive øgning i rejseaktivitet og muligheder over landegrænser og et hastigere og mere direkte mediebillede, (gen-) åbnet verdens øjne for, at der er urimelige forskelle i adgangen til et sundt liv. Det er blevet klart for beslutningstagere, at sygdomme bør forstås og bekæmpes i den sammenhæng, hvori de opstår - og de kræver et anderledes og internationalt, globalt netværk, hvis vi vil dem til livs. Epidemier med SARS, West Nile feber, Dengue og senest fugleinfluenza og multiresistent tuberkulose har tydeliggjort, at sygdomme ikke respekterer grænser og, at de kan flytte sig ekstremt hurtigt.
Syddansk Universitet har set sin vigtige rolle i at kunne levere den information, der kan sætte os i stand til at prioritere de sparsomme ressourcer og løbende evaluere sundhedstiltag, så de kan justeres til optimal effekt. Det kræver samarbejde mellem flere discipliner på tværs af faggrænser. Et sådant samarbejde opstår ikke af sig selv, men kommer af et behov, og de nødvendige kompetencer skal holdes sammen af den fælles enhed, som nu bliver en realitet for første gang i Danmark.
Sundhedsvæsenet har indset, at indvandrere udgør en særligt skrøbelig patientgruppe, som ofte ikke har det forventede udbytte af forebyggende sundhedsforanstaltninger og alt for ofte ikke opnår den behandlingskvalitet, de har krav på. Sygehusene kender i nogle tilfælde disse patienter som fejlvisiterede og ressourcekrævende. Der er behov for specielle kompetencer til at rådgive, afdække sygdomsmønstre og forestå korrekt visitering. Med den nye stilling ønsker Odense Universitetshospital at skabe en indvandrermedicinsk specialenhed med lægelig og sygeplejemæssige specialviden til gavn for patienter, praktiserende læger og sygehuset.
For yderligere information, kontakt:
Overlæge, ph.d. Morten Sodemann kan træffes på tlf.: 51228476 og e-mail: msodemann@health.sdu.dk
02.12.2007
Tilbage til nyhedsoversigten