Dimission for 30 masterkandidater fredag den 3. september.
Studielederne fra tre af Sundhedsvidenskabs fire masteruddannelser kunne i dag overrække eksamensbeviser til de færdiguddannede kandidater. 30 kandidater kunne fra i dag kalde sig Master i Kvalitet og Ledelse i Social- og Sundhedsvæsenet, Master i Fitness og Træning eller Master i Rehabilitering.
Dekan Ole Skøtt indledte med at udtrykke sin glæde over, at så mange studerende havde haft viljen til at gennemføre studiet. Men han havde også ondt af dem, og ikke mindst deres familier, fordi masterstudiet fylder så meget i dagligdagen, weekenderne og ferierne, når man studerer samtidig med at man arbejder. Dette tema gik igen i de to studerendes taler, Signe Sidenius og Henrik Andersen: - Mod slutningen af studiet havde man oparbejdet en ”masterhjerne”, næsten på samme vis som nybagte mødre kunne oparbejde en ”ammehjerne”: til sidst er det kun studiet, metoderne og al den nye viden, det handler om.
Ole Skøtt glædede sig også over de mange forskelligartede masterprojekter, som de studerende havde afleveret som afslutning på deres udannelse. De var beviset for det høje videnskabelige niveau, som de studerende havde opnået. Ikke mindst glædede han sig over, at masterprojekterne tog udgangspunkt i de studerendes jobs. Den nye mastergrad kunne bruges direkte i den studerendes hverdag.
Centerchef, læge ph.d. Arne Poulstrup var festforelæser ved dimissionen. Arne Poulstrup er chef for Center for Kvalitet i Region Syddanmark. Centret beskæftiger sig med kvalitet på sundhedsområdet og er således tæt på interesseområdet for de studerende på masteruddannelsen i kvalitet og ledelse i social- og sundhedssektoren. Arne Poulstrup glædede sig over, at så mange havde evner, tid og lyst til at videreuddanne sig.
- Med jeres nyerhvervede mastergrad skal I være med til at mindske afstanden mellem nye videnskabelige landvindinger og implementeringen af disse i praksis, sagde han. Det tager for lang tid i dag. Og for kvalitetsområdets vedkommende, bliver nye tiltag implementeret på sygehusene, men der mangler ansatte, der sørger for at kvalitetsarbejdet udvikles yderligere fremover og at kvalitetsprojekterne ikke smuldrer, når de først er indført og nyhedens interesse har lagt sig.
Som afslutning på dimissionen opførte musikerne Uffe Christensen og Bo Thorning deres elektroniske musikværk med tilhørende animeret grafik på storskærm.
03.09.2010
Tilbage til nyhedsoversigten