69 kandidater aflagde lægeløftet over for dekan Ole Skøtt fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Festsalen på Niels Bohrs Allé 1. Festsalen var fyldt op med glade kandidater, venner og familie.
”Samarbejde er nøglen til den bedste patientbehandling,” var Ole Skøtts budskab i sin tale til kandidaterne før aflæggelsen af lægeløftet. Samarbejde med fagfæller og med andre fag er en forudsætning for, at behandlingen lykkes. Den enkelte læge kan være nok så god, men hvis man ikke er i stand til at samarbejde med andre læger, fagfæller eller specialer i behandlingsforløbet, er man lige vidt.

Tore Slot Andersen holdt de studerendes tale – på dansk, men med norsk og svensk oversættelse, når det var nødvendigt, og ind i mellem på fynsk. Men som han sagde, var det ikke noget problem, når man i seks år havde læst sammen med nordmænd, svenskere, grønlændere og islændinge. Han afsluttede sin tale med at synge McCartneys ” The long and winding road” som en hyldest til kammeraterne og årene, der var gået. Han blev fulgt af stående klapsalver, da han gik ned fra scenen.
Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, holdt festtalen. Det var fra læge til læge.
”Det har været hårdt at læse til eksamen,” sagde han, ”og det bliver også hårdt fremover, men I får verdens bedste job.”
Det er verdens bedste job, fordi man som læge vil møde alle slags mennesker, og man gør en forskel. Men samtidig er det ikke et job, som man lægger fra sig, når man har fri. Man skal huske, understregede Mads Koch Hansen, at man ikke har patent på viden som læge. Man kan møde patienter, der har sat sig meget grundigt ind i egne sygdomme i dag, fordi adgang til viden er blevet så let tilgængelig. Som læge er ens fornemste pligt ikke at vide alt, men at samarbejde, lytte, rådgive og diagnosticere. Og, vigtigst af alt, at hjælpe de patienter, der er udsatte, og som ikke har ressourcer og adgang til viden.

Endelig formanede lægeforeningens formand de unge kandidater om, at de altid skal være åbne. De skal spørge kolleger, hvis de er i tvivl, samarbejde med andre og indrømme, hvis de har taget fejl. Sundhedsvæsenet står meget højt på mediernes dagsorden. Det kan være hårdt, men man når meget langt med åbenhed – i verdens bedste job.
26.01.2012
Tilbage til nyhedsoversigten