Hendes professorat tilknyttes registerforskningsenheden OPEN
Læge, ph.d. og institutleder Kirsten Ohm Kyvik er udnævnt til professor ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital. Kirsten Kyvik har siden november 2006 været institutleder ved Institut for Regional Sundhedsforskning, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og er nu samtidig udnævnt til professor ved Odense Patient Data Exploratory Network, OPEN, hvor hun skal arbejde indenfor området biobanker, befolkningsundersøgelser og kliniske data. OPEN er en enhed for registerforskning, som er blevet etableret i samarbejde mellem Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet
Kirsten Ohm Kyviks forskning ligger inden for emnet genetisk epidemiologi (sygdommes arvelighed) med fokus på tvillingstudier og enkelte familiestudier. I løbet af sine ansættelser på Syddansk Universitet som ph.d.-studerende og senere adjunkt og lektor, etablerede hun dele af Det Danske Tvillingregister. Registeret består af tvillinger født 1953-2006 og er enestående i verden. Kirsten Ohm Kyvik var i 1995 med til at samle alle fødselsårgangene til ét register, hvilket har haft afgørende betydning for registerets anvendelighed. Indtil 2006 var hun daglig leder af Det Danske Tvillingregister og er i dag med i dets ledelsesgruppe. Kirsten Ohm Kyvik har 183 artikler publiceret eller accepteret i peer reviewed tidsskrifter og har været eller er vejleder for 22 ph.d.-forløb. Herudover har hun mange års undervisningserfaring fra universitetet.
Kirsten Ohm Kyvik er født i Odense og opvokset dels i Danmark og dels i Norge med en dansk mor og en norsk far. Hun vendte tilbage til Odense for at læse medicin som 20-årig. Hun er gift og har en søn og to døtre, hvoraf den yngste datter er hjemmeboende. Hendes fritidsinteresser udover familien er haven, løbeture (gerne en halvmaraton), og så går hun til klassisk sang.
02.06.2010
Tilbage til nyhedsoversigten