| Cand.scient., ph.d.. og dr.med. Gisela Sjøgaard bliver ansat som professor i fysiologi og biomekanik ved Institut for Idræt og Biomekanik, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet. Gisela Sjøgaard bliver samtidig forskningsleder ved Forskningsenheden for Fysiologi og Biomekanik. Hun vender dermed tilbage til Syddansk Universitet, hvor hun var ansat som professor fra 1997 til 2000.
Gisela Sjøgaard beskæftigede sig først i sin karriere med idrætsbelastninger, herunder fysiologiske målinger under Tour de France i 1980. Derefter havde hun fokus på bevægeapparatbelastninger på arbejdspladser, senest indenfor computerarbejde. Gennem hele sin karriere har hun udforsket mennesket i bevægelse og gennem de senere år koncentreret sig om, hvordan fysisk aktivitet kan forebygge lidelser i bevægeapparatet. Blandt andet er hun i gang med to nye forskningsprojekter, der viser lovende resultater med ”intelligent motion på arbejde”. Det vil sige "forebyggende" motion, der målrettet modvirker den fysiske belastning, som et arbejdet kan påføre den enkelte, således at arbejdet ikke medfører lidelser i bevægeapparatet - eller i hvert fald reducerer risikoen.
Gisela Sjøgaard har en meget stor videnskabelig produktion bag sig. Hun har publiceret omkring 250 videnskabelige arbejder. Heraf er 106 artikler i internationale videnskabelige tidsskrifter, 11 bøger eller kapitler i bøger. Omkring 30 publikationer er til anvendelse i undervisningssammenhænge.
Privat sørger Gisela Sjøgaard også for at være fysisk aktiv, blandt andet inden for sejlsport, skiløb og rulleskøjteløb, hvor sidstnævnte førte til en maraton tid på under 2 timer i Berlin. Desuden er hun ivrig lystsejler sammen med sin mand.
Gisela Sjøgaard kommer fra en stilling som professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun tiltræder professoratet ved Syddansk Universitet den 1. januar 2008.
|
 |