Så åbnede Epstein Bar - igen. Dekan Mogens Hørder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet klippede snoren fredag d. 28. september kl. 15. Baren har været lukket et stykke tid på grund af ombygning. Hvor den før kunne ligne en varmekælder i et boligkompleks, hvor studerende mødtes hver fredag kl. 14 til hyggeligt samvær, er den nu indrettet elegant med gulv i sort og hvidt, stole og borde i pastelfarver og en meget lang Art Deco-sofa, der bugter sig ned igennem lokalet. Sofaen har flere funktioner, udover at den er god at sidde i, fortalte Jens Olander Prahl, der er formand for Epstein Bar-udvalget. Gæsterne kan placere deres tasker bag sofaens bugtninger, så folk ikke falder over dem.
På åbningsdagen var lokalet fyldt med studerende, der hyggede sig med en øl eller vand, DJ på scenen, bordfodbold og ikke mindst snak i lange baner.
Bar-udvalget retter en tak til bygningschef Søren Hesseldal og bygningsadministrationen for arbejdet med renoveringen, samt FADL (Foreningen af Danske Lægestuderende) for endnu en gang at støtte Epstein Bar. Fakultetet har givet en projektor til Epstein Bar. Lokalet bliver nemlig også benyttet til andre studierelaterede arrangementer, fx IMCC-møder.
 |

|