|
Dekan Ole Skøtt skriver løbende om generelle emner her på siden. Emner, der har relation til det sundhedsvidenskabelige område.
|
 |
27. 04. 2012
SUND stræber hele tiden mod at forbedre og øge mulighederne for at opfylde vores vision – at bidrage til at forbedre mennesker sundhed. Derfor arbejde vi fokuseret med vores strategi og de handlinger, der sikrer, at vi når vores mål på et højt ambitionsniveau.
Vi arbejder med SUNDs strategi i tre søjler: Forskning, uddannelse samt videnspredning og myndighedsbetjening. Der er selvfølgelig stor sammenhæng mellem søjlerne, men opdelingen giver en overskuelighed og en mulighed for at følge en udvikling ved søjlernes respektive måltal, der igen er i tæt sammenhæng med universitetets måltal. Du kan finde og læse SUNDs strategikort på fakultetets webside.
Her efter påske har jeg tilbragt to spændende og vigtige dage sammen med SUNDs institutledere, studieledere og fakultetssekretariatets afdelingsansvarlige til et strategiseminar, der havde fokus på uddannelse. Tiden til at gøre strategien levende med konkrete handlinger er essentiel for hele arbejdet. Og det er en sand fornøjelse at møde et så medrivende engagement og så gode idéer og konstruktive forslag til, hvordan vi bedst muligt kan nå vores strategiske mål for uddannelserne på SUND, som det var tilfældet ved strategiseminaret.
Spørg de studerende!
Vi arbejdede ud fra overskrifterne: Internationalisering, Talentudvikling, forskeruddannelse og innovation, Pædagogik, læringsrum og teknologi og Nye uddannelser. Kendetegnende for mange diskussioner og konklusioner var sætningen ”Vi skal spørge de studerende”. For det er indlysende, at selv de bedste intentioner ikke nødvendigvis fører til de rigtige handlinger, hvis vi ikke forstår og lytter til jeres erfaringer og oplevelser på uddannelserne.
Sammenhæng til De studerende i centrum
Nogle af de handlinger, som vi forventer umiddelbart at gå i gang med, er for eksempel en beskrivelse og sikring af undervisernes pædagogiske kvalifikationer (dette er også en del af det store universitære strategiske projekt, De studerende i centrum). Og vi vil også straks tage fat på at sikre bedre rum til undervisningen. Det betyder rum, hvor borde og stole kan flyttes efter behov, rum, hvor der er tavler og stikkontakter nok, og auditorier, der er forberedt, så forelæsningen kan brydes op af summe-øvelser (dette vil også være i sammenhæng med De studerende i centrum-projektet).
Vi skal også tage de nødvendige skridt til at sikre, at vi har kapacitet, kompetencer og udstyr til at anvende den nyeste teknologi i undervisningen. Det kan også gøre de studerendes hverdag mere fleksibel, for eksempel ved at flere materialetyper og visse forelæsninger findes elektronisk (igen er det i sammenhæng med De studerende i centrum-projektet). Teknologien skal selvfølgelig ikke blot implementeres, fordi den er ny, men fordi den kan bidrage til en bedre læring og til et bedre udbytte af undervisningen.
Talent
Det er også en del af vores strategi at motivere og rekruttere de særligt talentfulde studerende og give dem muligheder for at engagere sig lidt dybere i deres studium. Dette kunne for eksempel ske via frivillige forløb, hvor de studerende er tilknyttet et forskningsprojekt eller en patient/patientgruppe igennem deres uddannelse - allerede fra bachelordelen og lige til kandidatspecialet eller ph.d.-projektet.
Ældre studerende, der allerede har engageret sig i et forskningsprojekt eller et udlandsophold kunne også systematisk være gæster på uddannelsernes første modul, så de herigennem er med til at motivere deres yngre studenterkolleger og fortælle om deres vej gennem studiet og deres erfaringer.
I det hele taget skal det overvejes, hvordan det er muligt at arbejde mere systematisk med motivation og talent i forbindelse med uddannelserne.
Internationalisering
Det er vigtigt både for universitetet og for vores studerende, at der er et internationalt miljø omkring uddannelserne. Derfor vil der også blive set på, hvordan det kan gøres mere enkelt og smidigt at tage et studieophold i udlandet. Og hvordan SUND bedre kan tage imod internationale studerende.
Innovation
Det er også vores intention at skabe et miljø på tværs at fakulteterne, hvor studerende, der er interesseret i innovation, udvikling og forretning, kan mødes via deres forskellige kvalifikationer og kompetencer, hjælpe hinanden med at stable en forretningside og forretning på benene, så man allerede som studerende kan arbejde med innovation, for eksempel i samarbejde med mindre vidensvirksomheder og spin-outs fra universitetsmiljøet.
Hvad sker der nu?
Lige nu opsamles alle idéer og forslag fra seminaret. De behandles dernæst på et kommende institutledermøde, hvorefter handlinger så sættes i gang. For at gøre alvor af en øget involvering af jer studerende, er det også væsentligt, at det etableres gode organiseringer som for eksempel Medicinerrådet, hvor vi hurtigt og let kan få jer i tale. Vi sætter stor pris på jeres involvering og engagement i jeres uddannelser. Det vidner om overblik og en seriøs tilgang til tilegnelse af viden, som er det, et universitetsstudium netop handler om.
Med venlig hilsen
Ole Skøtt
Dekan