Gensynsglæden var stor, da borgmester i Riga, Nils Usakov gæstede sit gamle universitet mandag d. 14. december
Nils Usakov, som er alumne fra Syddansk Universitet, var glad for at være tilbage, og besøget bød både på et gensyn med gamle undervisere fra Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, som han i mange tilfælde ikke havde set siden 1998, og et møde med nuværende studerende fra Letland, som var mødt frem for at hilse på hovedstadens borgmester.
Der blev snakket om alt fra den internationale finanskrise til dansk julebryg. De studerende fik også et par råd med på vejen, om hvordan det er at studere og bo i Danmark – til tider på modersmålet - inden turen gik videre til Klimatopmødet i København, som var hovedanledningen til Nils Usakovs visit.
Selvom der er sket en del, siden Nils Usakov studerede her i perioden 1998 til 2002, mener han, at universitetet på mange måder ligner sig selv. Det er den samme stil, der præger universitetet, når man ser på møbler og farver, men hovedindgangen er ny – og ikke mindst rygeforbuddet.
Opkvalificering før optag i EU blev startskuddet til karrieren
Tilbage i 97-98 var Nils Usakov udtaget til det første hold på diplomuddannelsen i European Studies. Uddannelsen, som blev etableret i et samarbejde mellem Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og Udenrigsministeriet med henblik på at opkvalificere de baltiske landes administrative kompetencer før optagelsen i den Europæiske Union, var en stor succes. Da Nils Usakov var glad for at være i Danmark, tog han efterfølgende en cand.oecon. på Syddansk Universitet, som han færdiggjorde i 2002.
Udover selve uddannelserne har den selvstændighed, som forventes af studerende i Danmark, været til gavn for Nils Usakov, da han efter studiet arbejdede tre år i det lettiske parlament. Herefter blev han valgt til Riga City Council og senest som borgmester her i sommer.
Også den danske model med meget veludviklede sociale systemer er noget, han har taget med sig fra Danmark. ”En model hvor samfundet hjælper, bør vi i højere grad end i dag introducere i Letland”, mener han ”og blandt mine mærkesager er social sikkerhed og gratis videreuddannelse, så arbejdsstyrken bliver mere veluddannet. Det hjælper med at udvikle økonomien.”
16.12.2009
Tilbage til nyhedsoversigten